Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Kravet om 52 ugers genoptjening af dagpenge passer ikke til de mange sæsonarbejdere på Bornholm, mener 3F's formand på øen.

Sæsonledigheden på Bornholm er markant højere end i resten af landet. Mange har svært ved at finde arbejde hele året.

Om sommeren, når den røgede sild er frisk fra røgeriet og solen bager ned over Gudhjem, er ledigheden på Bornholm stort set på niveau med resten af landet. Men i vintermånederne er ledigheden langt højere på øen end i det øvrige Danmark. For eksempel var ledigheden sidste sommer på omkring fem procent. I resten af landet steg den i vinter til 5,7. Men på Bornholm var den oppe på otte. Og det er endda lidt lavere end for eksempel vinteren for tre år siden, da den var oppe på over 10.

- Problemet er, at vi har meget sæsonarbejde. Normalt bor vi cirka 40.000 på øen. Midt på sommeren er vi 100.000. Der skal mange mennesker til at servicere alle de ekstra gæster - det gælder både inden for transportbranchen, hotel- og restaurationsbranchen, dagligvarer med mere, siger formand for 3F Bornholm Jens Skovgaard.

Ikke helårsarbejde til alle

De mange sæsonansatte giver en kæmpe udfordring i forhold til genoptjeningsretten af dagpenge.

- Det er jo mennesker, som søger job om vinteren. Men der ér ikke helårsbeskæftigelse til dem, siger Jens Skovgaard, som vurderer, at cirka en fjerdedel af hans cirka 2.800 medlemmer er sæsonansatte.

- Med de nuværende dagpengeregler er det blevet rigtig svært for mange af dem at blive i dagpengesystemet. Som jeg ser det, må man beslutte, om dagpengesystemet skal indrettes, så det kan lade sig gøre at opretholde en turistindustri med lokal arbejdskraft. Mit bud er, at genoptjeningsreglerne rulles tilbage, siger Jens Skovgaard, med henvisning til dagpengereformen fra 2010.

Tal, som 3F har trukket i Beskæftigelsesministeriets dream-database, viser, at især ansatte i bygge- og anlægs-branchen, samt kultur/fritid og anden service på Bornholm, har en højere vinterledighed end gennemsnittet for landet.

Særlige tiltag og lempelser

Foreløbigt har over 250 ledige mistet dagpengeretten på Bornholm, viser tal fra jobindsats.dk.

- Jeg forventer, at vores medlemmers udfald bliver relativt højere hen over tid, fordi de udskyder udfaldstidspunktet med sæsonarbejde. De vil falde ud, hvis ikke reglerne ændres, mener Jens Skovgaard.

Gitte Hess, viceforretningsfører i 3F's a-kasse, anerkender, at der er særlige problemer på Bornholm på grund af de mange sæsonbeskæftigede.

- Først og fremmest må man gøre særlige tiltag for at skaffe arbejde til folk i vintersæsonen. Men det kan sikkert ikke gøre det alene. Man er nødt til at ændre dagpengereglerne og gøre det lettere at genoptjene dagpengeretten. I værste fald risikerer man jo, at folk er nødt til at flytte fra øen for at få arbejde, og så står de med et nyt problem, siger Gitte Hess.