Efter 3F'ernes nej til overenskomstresultatet er skytset på ny blevet rettet mod forligsmandslovens sammenkædningsregler. De sikrede, at overenskomsterne blev vedtaget, fordi stemmerne fra 3F'erne blev talt sammen med dem fra de øvrige LO-medlemmer. Og de stemte ja med stort flertal.

Et udemokratisk system, mener kritikerne. Men i en ny analyse argumenterer arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen for, at det kan være lige så udemokratisk at afskaffe sammenkædningen. Den del vender vi tilbage til.

De to er professorer ved forskningscentret FAOS på Københavns Universitet.

Og deres konklusion er - uden at det udtrykkes så direkte - at en afskaffelse af sammenkædningen er helt urealistisk.

Bunkebryllupper siden 1934

Sammenkædningsreglerne blev indføjet i forligsmandsloven i 1934 efter pres fra Dansk Arbejdsgiverforening. Arbejdsgiverne havde siden århundredeskiftet arbejdet på at skabe samling, så overenskomsterne fik samme udløbsdato og længde. Og sammenkædningen var kronen på det værk set med arbejdsgiverøjne.

På den måde sikrede de sig, at ingen populært sagt blev efterladt på bagperronen, når der blev forhandlet overenskomster. Og det var man faktisk glade for i det daværende Dansk Arbejdsmands Forbund (senere SiD og 3F), for det var i høj grad de ufaglærte, der risikerede at komme til at stå der.

Og så sent som i år var sammenkædningen og den indbyggede trussel om en storkonflikt med til at presse arbejdsgiverne på transportområdet under de langvarige forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Men i udgangspunktet er sammenkædningen en af de grundpiller, Dansk Arbejdsgiveforening hviler på, og alene derfor ser det ud til, at de utilfredse også i fremtiden kommer til at leve med det såkaldte bunkebryllup. For der skal to til at ændre en aftale, og arbejdsgivernes modsvar vil være, at der enten ikke bliver indgået nogen overenskomster overhovedet, eller at fagforbundene fraskriver sig retten til sympatikonflikt.

Storkonflikt alligevel

Muligheden for sympatikonflikt - både strejke og lockout - gør det i sig selv meningsløst at tale om helt at afskaffe sammenkædningen, lyder analysen fra Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. Fordi en konflikt på for eksempel transportområdet på kort tid vil udvikle sig til en egentlig storkonflikt.

Og så er vi tilbage ved diskussionen om, hvad der egentlig er mest demokratisk. 3F'ere, der har stemt nej, vil kunne argumentere for, at det er udemokratisk, at de skal arbejde efter nogle overenskomster, de ikke vil have. Men medlemmer af andre forbund kan hævde, at det er mindst lige så udemokratisk, hvis de - via sympatikonflikter - bliver trukket ind i en konflikt, når det samlede flertal rent faktisk har stemt ja.

Uanset hvad vil de fleste 3F'ere alligevel ikke kunne afgøre sagen alene. Industriens Overenskomst er således forhandlet af ni forbund i kartellet CO-industri. Og samlet stemte medlemmerne af CO-industri ja, hvad de i øvrigt har tradition for at gøre.

I den aktuelle situation ville "skurkene" fra industrien, som indgik det første forlig og dermed genererede mange af nej-stemmerne, altså ikke komme i konflikt. Men det ville transportområdet, der fik det lønmæssigt flotteste forlig i 20 år. Hvis altså sammenkædningsreglerne ikke eksisterede.

Gratis at stemme nej

FAOS-forskerne peger dog på, at antallet af nej-stemmer ville falde, hvis det rent faktisk have en konsekvens at stemme nej, hvor mange i dag opfatter det som gratis - netop på grund af sammenkædningsreglerne.

Og da de har svært ved at finde objektive årsager til 3F'ernes nej, når de øvrige LO-medlemmer stemte lige så massivt ja, mener de, at 3F bør kigge indad for at finde forklaringen.

Konklusionen er, at SiD's tradition for at stemme nej i protest er bådet videre i 3F På vingerne af suveræne og nu endda mere slagkraftige afdelinger. Og ingen andre i LO er præget af det samme politiske magtspil mellem afdelinger og forbund som 3F.

Det er fra medlemmer og afdelinger, overenskomstkravene kommer som udgangspunkt. På den baggrund vedtager 3F's repræsentantskab en bruttoliste, som er med til at skrue forventningerne i vejret. Men prioriteringen foregår i de enkelte grupper, og medlemmerne kan så have svært ved at genkende deres krav, når de ser resultatet.

- Der synes i høj grad at være brug for selvransagelse i 3F, hvis det skal blive muligt at udvikle en sammenhængskraft mellem forbundets forskellige niveauer, skriver Jesper Due og Jørgen Steen Madsen i deres analyse.