Hvis du sover over, så ring straks til arbejdspladsen og skynd dig på job, råder forhandlingssekretær. Pas på med hvem du laver aftaler med om evt. ikke at møde

En dom fra Vestre Landsret i sommer har skabt usikkerhed: Risikerer enhver, der kommer til at sove over sig, at blive bortvist?
Forhandlingssekretær Connie Sørensen fra Industrigruppen i 3F mener, det ikke går så galt. Sagen fra landretten er meget speciel. Men efter dommen er der endnu mere belæg for hendes generelle råd til medlemmer, hvis de sover over:
- Ring straks til arbejdspladsen og få fat i en arbejdsleder, tillidsrepræsentant eller en kollega. Sig at du er på vej og skynd dig derefter på arbejde, råder Connie Sørensen.
Vær forsigtig
Det dur ikke bare at sige, at man bliver hjemme. Connie Sørensen synes også, man skal være forsigtig, hvis der laves andre aftaler, end at man møder op. For eksempel om at tage en afspadseringsdag.
- Vær sikker på, hvem du snakker med på arbejdspladsen, og at det er en, der har mandat til at indgå aftaler med dig, siger Connie Sørensen.
Sådan gik det galt
I sagen fra landsretten vågnede manden en halv time, før han skulle være mødt. Han kunne ikke nå frem i tide og fortæller, at han ringede forgæves til flere på virksomheden. Så faldt han i søvn igen.
Et par timer efter mødetid vågnede han på ny. Efter lidt ringeri talte han med en teamleder. Syvsoveren opfattede det, som om han fik fri. Så gik han i seng igen. Men teamlederen afviser, han fik fri.
Samme dag blev manden bortvist uden løn. Det har Vestre Landsret godkendt.
Skriftligt bevis
Connie Sørensen siger, at sagen viser, det kan være farligt at forsøge at få aftalt en fridag med tilbagevirkende kraft. Der kan nemt opstå strid om, hvad der er blevet sagt.
- Hvis man laver andre aftaler end at møde op, er det en god ide - hvis det er muligt - at sende aftalen, man har indgået til arbejdsgiveren. Brug mail eller sms.
- Det gælder om at sikre sig, specielt hvis man har en arbejdsgiver, der måske vil agere lige så firkantet som ham i sagen fra Vestre Landsret, siger Connie Sørensen.
En privat sag
Manden i den aktuelle sag var meget træt efter fritidsaktiviteter i weekenden. Det fortalte han til virksomheden.
Connie Sørensen siger, at ingen som udgangspunkt er forpligtet til at fortælle, hvorfor de er sovet over. Det er en privat sag.
- Det kan ske for enhver. Det er nok at meddele, at man skynder sig at komme, siger Connie Sørensen.