Peter KeidingOpsigelse af lokalaftaler og ingen lønstigninger. Industriens tradition for lokale lønforhandlinger er truet, advarer 3F.
I årevis har tillidsfolk i industrien forhandlet lønnen på plads ude på virksomhederne. De centralt fastsatte satser har udgjort et bundniveau, som man byggede ovenpå lokalt. Men minimallønssystemet er truet, advarer Mads Andersen, formand for 3F Industri.
- Jeg hører om en del virksomheder, der opsiger lokalaftaler. Der er eksempler på industriarbejdere, som ikke har fået lønstigninger i syv år, siger han.
Mads Andersen henviser også til en rundspørge blandt tillidsfolk i industrien. Den viser, at fire ud af 10 foretrækker, at løn og vilkår bliver besluttet ved de centrale forhandlinger i Industriens Hus mellem Co-industri og DI.
Lokale forhandlinger afgørende
På for eksempel transportområdet har man gode erfaringer med at fastsætte lønnen centralt - det såkaldte normallønssystem. Men det system, mener Mads Andersen ikke, vil give mening inden for industrien:
- Der er så stor forskel på virksomhederne på vores område, at det ikke kan lade sig gøre at fastsætte ét niveau for lønnen. Derfor advarer jeg mod, at enkelte virksomheder presser minimallønssystemet, når de forhandler med tillidsfolkene, siger han.
At de lokale forhandlinger er afgørende for lønningerne inden for industrien, bliver understreget af, at langt de fleste får en sats over mindstebetalingen på 114 kroner i timen. Tal fra DA viser, at under tre procent af arbejderne får denne sats. Næsten alle får løntillæg via deres lokalaftale – og faktisk får næsten halvdelen af industriarbejderne mere end 50 kroner mere i timen end mindstebetalingssatsen.
DI: Fantastisk råderum
DI afviser, at organisationen skulle have et generelt problem med minimallønssystemet:
- Vi slutter stærkt op bag dette lønsystem. Lokalaftaler giver et fantastisk råderum til, at medarbejdere og ledelse finder gode lokale løsninger, siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.
Han mener, at finanskrisen omkring 2009 var årsag til de pauvre resultater lokalt.
- Det er et udtryk for, at vores virksomheders konkurrenceevne har været under pres, som gjorde det nødvendigt at rydde op og gennemføre nul-reguleringer. Men det er langt mindre udbredt nu end under finanskrisen, siger Steen Nielsen.
