Blogger Morten Ryom har lyst til at advare sine børn mod et liv som faglært. Hvis politikerne får deres vilje, er det lig med et arbejdsliv, der først slutter, når døden står for døren.
Det er gået op for mig, at jeg ikke ønsker, at mine børn skal følge i mine fodspor. Og den tanke gør mig både trist og vred.
Jeg har da nok et par år til gode, før min søn eller datter og jeg skal have samtalen om fremtiden. Men skulle jeg have den i dag, så ville det nok gå sådan her:
“Far jeg vil være som dig, når jeg bliver stor”, og jeg ville svare: “Nej, lad vær' med det, mit barn, tænk på din fremtid”.
Lige nu diskuterer politikerne min og din pensionsalder. Den pensionsalder som i forvejen er omkring 72-74 år. Mine egne arbejdsgivere har foreslået, at den skal hæves til 76 år, og det sker helt uden modsigelse fra regeringens side.
Jeg ville aldrig kunne anbefale mine børn at vælge en fremtid som min, når det er en fremtid, som ser ud til at blive brugt på at skulle arbejde til den dag, jeg skal fra denne jord. På min arbejdsplads siger vi lidt spøgende: Det er godt, at vi lever af at grave huller, for på vores sidste arbejdsdag skal vi jo selv bruge et.
Dør i jobbet
Det er bestemt ikke en fremtid, som jeg ønsker, at mine børn skal vælge - til trods for at håndværkerfaget er noget, jeg med stolthed beskæftiger mig med. Men hvis arbejdsgiverne får deres vilje, så vil jeg ikke være i live til at se mine børnebørn eller nyde min alderdom.
Jeg luftede mesters tanker omkring vores pensionsalder for mine kolleger i skurvognen, og her begyndte en af de ældre kolleger at grine, hvortil jeg spørger ham, hvad det sjove er, og han svarer: "En pensionsalder for jer lærlinge på 76? det kan slet ikke lade sig gøre, for så gamle bliver i slet ikke i det her fag."
Det var netop efter denne samtale, at det gik op for mig: Jeg kan ikke længere i god tro anbefale hverken mine egne eller andres børn at følge i mine fodspor. Det kan simpelthen ikke betale sig.
Akademikerne bliver ikke ramt
Regeringen og arbejdsgiverne er i gang med at lave et indgreb, som vil ramme uhyre skævt. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at hver fjerde 3F'er har forladt arbejdsmarkedet inden 60 år, og årsagen er enten, fordi de er blevet så syge, at de må gå på førtidspension, eller fordi de er døde.
Laver man samme undersøgelse hos akademikerne, så gælder det kun en ud af 16. Akademikerne kommer heller ikke så tidligt på arbejdsmarkedet som de ufaglærte og kortuddannede, og dermed kommer vi til at arbejde flere år, og vores pension, hvis vi når dertil, bliver en tilværelse af at være nedslidt og syg.
Det handler om, at hvis vi skal få flere unge til at vælge vores vej, håndværkervejen, så bliver vi nødt til at se på, hvilket liv vi beder dem om at vælge. Lige nu ser det liv ud til indeholde masser af faglig stolthed, gode kammerater, men ingen bedsteforældre-dag i børnehaven. Og er det så virkelig det værd?
Det spørgsmål kan man ikke undlade at stille sig selv, når det ser ud til at ens sidste dag er i skurvogen og ikke familiens skød.
