– For de penge kunne man bygge tre broer over Storebælt. Om året. Der er enormt mange penge at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, fastslår senior projektleder Per Tybjerg Aldrich, COWI.
Han var projektleder på rapporten Arbejdsmiljø set med virksomhedsøkonomiske briller, som COWI for nogle år siden udarbejdede for LO.
– En ting er de mange penge, som samfundet som helhed kan spare. En anden ting er, at mange virksomheder også kan forbedre deres bundlinje med flere millioner kroner om året ved at forbedre arbejdsmiljøet, siger Per Tybjerg Aldrich.
Svimlende beløb
Og der er vitterlig tale om svimlende beløb. Alene hos Danmarks største fagforening, 3F, har medlemmerne fået anerkendt godt 100.000 arbejdsskader gennem de seneste 10 år og tilsammen fået udbetalt knap 10 milliarder kroner i arbejdsskadeerstatning.Altså i gennemsnit én milliard kroner om året, hvilket svarer til den forventede pris på hver af de godt 30 nye kampfly, som et flertal i Folketinget forventes at ville investere i. Regner man de skjulte udgifter i forbindelse med en arbejdsskade med, ville forebyggelse af 3F’ernes arbejdsskader gennem de seneste 10 år i princippet kunne finansiere samtlige 30 kampfly – eller en hulens masse velfærd, bygge- og anlægsprojekter eller lignende.
– Der er nærmest ingen grænser for, hvad vi kunne finansiere, hvis vi blev bedre til at forebygge arbejdsulykker herhjemme. Ud over de penge, der bruges på erstatning, koster hver arbejdsulykke i gennemsnit en virksomhed 100.000 kr. i synlige og skjulte omkostninger, siger Per Tybjerg Aldrich.
– Men det er de færreste virksomheder, som tænker på arbejdsmiljø som en investering. De fleste betragter forebyggelse som en nødvendig udgift for at overholde lovgivningen eller holde ulykkes-statistikken nede, siger han.
Besparelsen skal være synlig
Souschef og psykolog Kent J. Nielsen, Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning, forsker i sikkerhedskultur og forebyggelse af arbejdsskader.– Der er helt klart en masse penge at spare på forebyggelse, og alle undersøgelser viser, at det kan betale sig. Problemet er, at det ikke er penge, som du får i hånden, men penge du slipper for at betale. Gevinsten er ofte usynlig for virksomhederne, hvilket kan være en udfordring, siger Kent J. Nielsen.
– Hvis du kan vise virksomhederne en besparelse, er de med på vognen. Men de skal tro på det, siger han.
Behov for større professionalisme
Ifølge arbejdsmiljø-ekspert og lektor Kirsten Jørgensen, DTU Management Engineering, handler forebyggelse i høj grad om at have en professionel tilgang til, at arbejdet kan udføres på en sikker og kvalitativ måde.– Ingen mennesker ønsker at komme til skade på deres job, og mange arbejdsulykker er rimelig banale, men forebyggelse kan være rimelig kompliceret. Mange virksomheder har en tendens til at gøre arbejdsulykker til et individuelt problem eller medarbejderens eget ansvar, siger Kirsten Jørgensen.
– De fleste mennesker vil gerne opfattes som professionelle, og en professionel leder giver klar besked til medarbejderne om sine forventninger til sikkerheden. Det er ikke nok at sige: “Lad være med at gøre sådan, så kommer du til skade”. Lederne skal sætte standarden og se forebyggelse som et strategisk mål, siger hun.

