48-årige Tina Kjeldal græder meget, da hun i sommeren 2014 får at vide, at hun endelig er godkendt til et fleksjob.

“Hvorfor græder du?”, spørger kæresten. Måske er det bare lettelsen. Efter 10 år med behandlinger, arbejdsprøvninger, afslag og møder med Middelfart Kommune er Tina Kjeldal fyldt op.

Hun har ellers arbejdet hele sit liv. Som fabriksarbejder, i børnehaver og seks år i militæret. Men det slutter brat i sommeren 2000. En rideulykke resulterer i 13 operationer i benet og en ny hofte. Hun har smerter i hofte, lænd og ben. Hendes ene ben kan låse, og så kan hun ikke rykke sig ud af flækken. Hun kan kun sidde ned i kort tid ad gangen, og det meste huslige arbejde laver kæresten.

Tina Kjeldal får det ikke bedre. Arbejdsevnen er nedsat med over 50 procent. Det har hun lægernes ord for, og hun kan selv mærke det. Alligevel er Tina Kjeldal pligtopfyldende, optimistisk, åben og livsglad. For det er hendes natur.

- Jeg er god til at håndtere mine smerter. Men derfor er det også rigtigt svært, når jeg møder folk i systemet, der bare ikke kan forstå, at jeg for eksempel ikke kan køre bil ret lang tid ad gangen. Når man i 20 år har tjent sine egne penge og altid har kunnet lide fysisk arbejde - så er det ikke for sjov, når ens krop pludselig siger stop.

Så begynder cirkus

Efter ulykke, sygemelding og halvandet år på krykker prøver Tina Kjeldal på ny et ordinært job. Men den går ikke. Og så begynder 10 års cirkus: Arbejdsprøvning i dyreklinik og i dyrehandel. To afbrudte revalideringsforløb. Arbejdsprøvning i bogtrykkeri. Virksomhedspraktik i ældrecenter. Hver gang ender det ens: Timetallet må sættes ned, eller forløbet afbrydes før tid. Fordi Tina Kjeldals smerter og fysik spænder ben.

Og alt imens sendes Tina Kjeldal til skiftevis psykolog, lægekonsulenter, ortopædspecialister og fysioterapeuter. En ansøgning om førtidspension afslås i 2009.

Siden 2010 har Tina Kjeldal fået kontanthjælp. Men loven om gensidig forsørgerpligt gør, at kommunen ikke har udbetalt hende en krone siden januar 2014.

Nu lukker vi sagen - og dog

I foråret 2013 lægger sagsbehandleren op til, at Tina Kjeldals sag skal lukkes. Selv tænker hun:

- Nu sker der noget. Nu kan jeg komme videre med mit liv.

Men nej. Sagsbehandleren lægger sig syg. En vikar kommer ind. Og endnu en gang lyder det: "Nu skal vi da vist lige se, hvad hende Tina kan klare".

- Hvor mange praktikker kan man kræve, at et menneske skal igennem? Hvor mange lægeerklæringer kan man se bort fra? lyder Tina Kjeldals nødråb.

Først over et år senere, i august 2014, kan kommunen sætte et punktum i Tina Kjeldals sag.

- Jeg ved ikke, om jeg kan holde til et fleksjob. Men nu mødes jeg i det mindste ikke længere med mistro eller må gå tiggergang efter penge. Jeg skal ikke længere forsvare mig selv hele tiden. Nu er der endelig skabt lidt ro.

Kommunen beklager

Jobcenterchef i Middelfart Kommune, Per Rasmussen, siger:

- Det fremmer aldrig en sag, når der kommer et sagsbehandlerskifte. Vi ansætter en vikar, der kommer ind relativt blank og skal sætte sig ind i sagerne. Det tager noget tid, og jeg kan godt forstå, at det virker ubehageligt for borgeren. Det kan vi kun beklage.

Oveni henviser Per Rasmussen til stramninger i lovgivningen. De gør, at kommunens fokus i stadig større grad skal være på at udvikle borgerens arbejdsevne - frem for at se på begrænsninger:

- Det øger tidsfokuset, så borgeren får fornemmelsen af, at tingene trækker ud. Men der ligger hensigter bagved lovgivningen, som vi forsøger at følge, siger han.