3F stævner Ankestyrelsen i principsag om stop for sygedagpenge, der har kostet en række sygemeldte borgere dyrt.

Har borgere ret til at modtage sygedagpenge i en periode, hvor udbetalingen er blevet stoppet på baggrund af en ugyldig afgørelse? Det principielle spørgsmål om myndighedsafgørelse blev tirsdag behandlet i Østre Landsret i en sag, hvor 3F har stævnet Ankestyrelsen. Københavns Byret sendte i februar 2013 uden sagsbehandling den principielle sag videre til Østre Landsret.
I den konkrete sag fik et medlem af 3F stoppet udbetalingen af sygedagpenge som følge af en ulovlig afgørelse truffet af en vikar fra det private firma Falck Jobservice på vegne af Kolding Kommune. Men nu kræver 3F, at medlemmet får efterbetalt godt 111.000 kroner i sygedagpenge for den periode, hvor den ugyldige afgørelse fratog borgeren den offentlige forsørgelse.
- Vi mener ikke, der er hjemmel i sygedagpengeloven til at træffe bebyrdende afgørelser med tilbagevirkende kraft. Sagen er meget principiel, og dens afgørelse vil få stor betydning for mange andre lignende sager, siger 3F's advokat på sagen Mads Krøger Pramming fra advokatfirmaet Kroer Pramming.
Advokaten betegner samtidig kommuners brug af private firmaer til at træffe myndighedsafgørelser for ”en skandale”.
Overrasket over sygedagpengestop
Fagbladet 3F har i en lang række artikler afsløret de ulovlige afgørelser truffet af private firmaer som Falck Jobservice. Firmaet under Falck-koncernen fik kun betaling for sit arbejde for kommunerne, hvis det via samarbejdet med Falck-firmaet lykkedes kommunerne at spare penge på sygedagpengeområdet.
I sin vidneafhøring tirsdag i Østre Landsret forklarede 3F'er Heidi Olsson, at hun havde arbejdet fem år med at sortere og pakke tøj på et vaskeri, da hun i november 2008 blev sygemeldt på grund af en depression.
- I de første syv måneder hører jeg ikke noget fra Kolding Kommune. Derefter har jeg to telefonsamtaler med kommunen, inden jeg får brevet om stop for sygedagpenge. Jeg har ikke været inde i et opfølgningsforløb og var overrasket over, at mine sygedagpenge ikke blev forlænget, sagde Heidi Olsson.
Efter Falck Jobservices ulovlige stop for hendes sygedagpenge faldt hendes indtægt til langt under det halve, eftersom hun endte på kontanthjælp.
Advokat: Ankestyrelsen skal frifindes
Ankestyrelsens advokat Kristine Schmidt Usterud kræver, at styrelsen bliver frifundet i sagen. Advokaten lagde i retten vægt på, at både Kolding Kommune, Beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen vurderede, at Heidi Olsson ikke havde ret til at få sin periode på sygedagpenge forlænget. Samt at 3F'eren et par uger inden, at sygedagpengene stoppede, var blevet meddelt, at kommunen havde tænkt sig at standse udbetalingen.
Heidi Olsson oplyste i landsretten, at hun i august 2011 blev fastansat i et job i et bofællesskab. Og at hendes depression er helt væk i dag.
Landsretten forventer, at der falder dom i sagen 30. september.