Europæiske borgere, der arbejder for platformsvirksomheder som for eksempel madudbringningstjenesterne Wolt eller Gorillas, skal sikres ordentlige rettigheder.
Det er det helt klare formål i EU-Kommissionens længe ventede udspil til direktiv om arbejdsforhold for platformsarbejdere, der netop er blevet officielt præsenteret. Det rummer blandt andet et opgør mod kunstige selvstændige.
Ikke mindst transportbranchen mærker platformsvirksomhedernes fremmarch. Fra Wolt over Uber til Nemlig.com, hvis forretningsmodel også er truet af udspillet, vurderer Jan Villadsen, der er formand for 3F Transport. Han er positivt overrasket og mener, at forslaget samlet set ser lovende ud.
– Platformsvirksomheder er en udfordring i hele EU, og jeg håber, at forslaget går hurtigt igennem. Det gør blandt andet op med kunstige selvstændige, og de uhyrligheder, som platformsvirksomheder står bag, siger Jan Villadsen, der fortsætter:
– For mig at se, vil Nemlig.com også blive ramt, når de bruger kunstige selvstændige. Det ville være dejligt, hvis Nemlig.com begyndte at konkurrere på fair og lige vilkår med dem, der behandler deres ansatte godt, siger han.
Europæisk tilfredshed
Også ETF – Europæisk Transportarbejderforbund – er tilfredse.
– Vi vil nøje følge lovgivningsprocessen – det her er kun begyndelsen på kampen for et stærkt regelsæt, der vil beskytte vores transportarbejdere og sikre fair konkurrence, siger ETF President Frank Moreels.
Forslaget har et bredt sigte mod digitale platforme og deres ansatte i næsten samtlige brancher. På transportområdet gælder det blandt andet digitale transporttjenester som Uber, der er fortid i Danmark, men som kører mange andre steder i verden, og madudbringningstjenester som Wolt og Gorillas.
Forslagets sigte er at fastslå ansættelsesstatus, der skal afgøres af, hvordan arbejdet rent faktisk bliver udført, og hvordan de personer, der udfører arbejdet, bliver aflønnet.
Ansat til det modsatte er bevist
Forslaget indeholder en såkaldt “juridisk formodningsregel”, som betyder, at man juridisk betragtes som ansat, indtil det modsatte er bevist. Her er kriterierne blandt andet, om der er regler for aflønning, arbejdstøj, og i forhold til udførelsen af arbejdet: Hvorvidt der er klare regler for arbejdet, og måden det udføres på og hvornår.
Formodningsreglen har en omvendt bevisbyrde, der betyder, at det er de platformsansatte og platformsvirksomhedernes forpligtelse at bevise, om der reelt er tale om selvstændige virksomheder ud fra de opstillede kriterier.
Platformsvirksomheden forpligtes også til at give alle relevante oplysninger, når eksempelvis myndigheder beder om dem.
Der er et godt stykke vej til, at udspillet, som er et direktiv fra EU’s beskæftigelseskommissær, eventuelt bliver vedtaget. Det skal gennem Europaparlamentet og Ministerrådet frem mod endelig vedtagelse, hvor udspillet så kan ende med at være uændret, udvandet eller skærpet.

