Færre arbejdsulykker. Færre, der udsættes for farlig kemi på jobbet. Færre, der udsættes for væsentlige fysiske eller psykiske belastninger.
Det er de nye mål for arbejdsmiljøindsatsen i Danmark, som regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om.
Den nye trepartsaftale gælder frem til 2030 og skal godkendes af arbejdsmiljøforligskredsen, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil indkalde til en drøftelse først i det nye år.
– Jeg er glad for, at vi nu har lavet en aftale om den fælles retning for arbejdsmiljøet de næste 10 år. Jeg tror på, at vi ved at flytte målene så tæt på de enkelte brancher gør dem lettere for både virksomhederne og deres medarbejdere at forholde sig til og tage ansvar for, siger Peter Hummelgaard.
Stadig udfordringer
Trepartsaftalen er en udløber af aftalen fra 2019, hvor arbejdsmarkedets parter skulle tage større ansvar for arbejdsmiljøindsatsen ved at være med til at fastsætte og følge op på målene for arbejdsmiljøet, og der blev sat 400 millioner kroner af til at forbedre arbejdsmiljøet. Herunder penge til flere tilsynsførende i Arbejdstilsynet.
Der er dog stadig udfordringer med arbejdsmiljøet herhjemme. Hvert år bliver der anmeldt cirka 42.500 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet.
I 2018 rapporterede cirka 15 procent, at de var udsat for en psykisk belastning på jobbet og samtidig oplevede symptomer på stress eller depression. Og cirka 10 procent rapporterede, at de i deres arbejde var udsat for fysiske belastninger og havde smerter efter fyraften.
3F: Et klart signal
Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig i 3F, glæder sig derfor over, at der indgået en aftale, som skal sikre et mere sikkert og sundt arbejdsmiljø.
– Jeg er meget glad for, at aftalen sender et klart signal om, at arbejdsmiljøet er en fælles sag, som alle aktører kan og skal være med til at løfte. Det gælder nationalt og for brancherne. Men det gælder også for den enkelte arbejdsplads, siger Ulla Sørensen.
– Vi får jo kun skabt et godt arbejdsmiljø, når ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og kollegaer kommer hinanden i møde og løfter som et fællesskab, siger hun.
95 millioner kroner
Regeringen har sammen med partierne bag seniorpensionsforliget sat 95 millioner kroner af til Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø. Penge, som skal være med til at sikre, at de nationale mål bliver opfyldt.
Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, mener, at den nye aftale rykker arbejdsmiljøet i den rigtige retning.
– Med trepartsaftalen har vi forpligtet hinanden på, at alle aktører arbejder tæt sammen om at forbedre arbejdsmiljøet, og vi har skabt et solidt fundament for klare forbedringer i kollegaernes arbejdsmiljø, siger han.
Parterne bag den nye trepartsaftale har aftalt, at man inden udgangen af 2024 skal evaluere, hvordan det går med at opfylde de nationale arbejdsmiljømål.

