Syge børn og to forældre i fuldtidsjob kan få stressen til at stige. Dels fordi ungerne ikke er friske. Men også fordi det kan være svært bare at blive hjemme fra jobbet.
Med de nye overenskomster er det dog blevet lidt mindre hektisk: Som børneforældre kan du nu tage barns tredje sygedag.
Og så kan du som bedsteforældre også tage fri med dine børnebørn.
Det glæder 59-årige Bettina Marstrand sig til. Når hun ikke rengør fly hos Serwiz i Københavns Lufthavn, ser hun en hel del til Luka, sit etårige barnebarn:
– Når jeg har fri, henter jeg ham i vuggestuen en gang om ugen. Min datter og svigersøn bor halvandet minut fra mig på Vestamager, så vi har heldigvis let ved at besøge hinanden, siger Bettina Marstrand.
Og snart kan hun se frem til at få endnu mere tid med Luka.
Penge fra fritvalgskonto
Som en del af de nye overenskomster, der blev forhandlet på plads i februar, blev det muligt for bedsteforældre at tage to omsorgsdage pr. ferieperiode med deres børnebørn under 14 år.
Det kan være, fordi børnene er syge – eller bare fordi de har brug for lidt kvalitetstid med deres bedsteforældre, eller hvis bedsteforældrene vil aflaste forældrene.
– Det er total luksus at kunne tage hyggedage og samtidig hjælpe min datter og svigersøn, som begge arbejder fuld tid.
Bettina Marstrand
– Det er total luksus at kunne tage hyggedage og samtidig hjælpe min datter og svigersøn, som begge arbejder fuld tid, siger Bettina Marstrand.
Det er fritvalgskontoen, som betaler lønnen, når du tager en børneomsorgsdag. Den stiger fra ni til 11 procent af din løn frem til 2027.
Du kan også vælge at bruge fritvalgskontoen til en seniorordning, hvor du går ned i tid, når du nærmer dig folkepensionen, spare ekstra op til pension eller få pengene udbetalt.

