Da den 25-årige vietnameser Cuong Phu var i landbrugspraktik hos en storbonde i Sydjylland i 2024, blev han råbt ad, fik kastet en spand maling efter sig og truet på livet.
Chefen nægtede at lade Cuong Phu søge læge, og han arbejdede langt flere timer, end det var aftalt – og til en lavere løn, fortalte han til Fagbladet 3F.
Ved udgangen af 2024 blev Cuong Phu flyttet til et hemmeligt sted i Danmark under Center mod Menneskehandels beskyttelse. For Cuong Phu var udsat for menneskehandel.
”Formålet har været udnyttelse til tvangsarbejde,” skrev Center mod Menneskehandel i vurderingen af den unge vietnamesers sag.
Og ikke siden 2018 er så mange mennesker i Danmark blevet handlet til tvangsarbejde som i 2024.
Det viser nye tal fra Center mod Menneskehandel (CMM), der netop har udgivet sin årsstatistik for sidste år.
I 2024 var 25 mennesker handlet til tvangsarbejde. Det er en lille vækst fra 2023, hvor tallet lå på 23.
Og ellers skal man helt tilbage til 2018 for at finde et højere tal.
Her blev 46 mennesker i alt handlet til tvangsarbejde i Danmark, hvoraf de 26 var filippinske og srilankanske lastbilchauffører, der blev vurderet som ofre for menneskehandel i en slum-lejr ved Padborg. En sag, som Fagbladet 3F oprullede.
25 sager om tvangsarbejde er et højt tal – og det er nogle ”forfærdelige sager”, lyder det fra lederen af CMM, Trine Ingemansen.
Det er netop det, der gør, at de bliver mulige at udnytte: De lever ofte meget isolerede
Trine Ingemansen
Hun tegner et billede af ofte unge fra den anden side af verden, der gældsætter sig for at komme hertil via en bagmand i håb om at kunne sende penge hjem.
Familien har måske også sparet penge sammen i flere år, for at det kunne lade sig gøre.
– Når de så kommer til Danmark, oplever de typisk at skulle arbejde alt for meget, at få alt for lidt i løn og måske leve under kummerlige forhold – og så er de meget alene. Og det er netop det, der gør, at de bliver mulige at udnytte: De lever ofte meget isolerede, falder aldrig i snak med naboer og lærer aldrig sproget, siger Trine Ingemansen.
Centerlederen oplyser, at det er præcis det samme mønster, der ses i sagerne om prostitution, som er den største årsag til menneskehandel.
I 2024 blev 32 mennesker handlet til seksuel udnyttelse, viser CMM’s nye tal. Og sammenlagt blev 78 ofre for menneskehandel i 2024, hvilket er et fald i forhold til 2023, der også var lidt af et “rekordår” med 112 ofre.
En eksplosion af selvhenvendere
Trine Ingemansen peger selv på et andet tal, der springer i øjnene i den nye statistik: Nemlig antallet af selvhenvendere, der i 2024 ligger på 60.
CMM har nemlig over de seneste år set en stor stigning i antallet af personer, der selv henvender sig, frem for at det sker gennem politiet, herberg eller NGO’ere.
I sagen med Cuong Phu var det eksempelvis den lokale 3F-afdeling Varde-Billund, der hjalp med kontakten til CMM.
CMM har sådan set altid haft den mulighed, at man selv kunne henvende sig, blandt andet gennem en hotline.
Det viser et stort behov hos en målgruppe på det danske arbejdsmarked, der er meget udsat
Trine Ingemansen
– Men nu er der nogle algoritmer, der gør, at folk i langt højere grad bliver ledt over på vores hjemmeside, når man googler noget med at blive udnyttet af sin arbejdsgiver, forklarer Trine Ingemansen.
I 2021 var der kun én henvendelse, og allerede tre år efter lå tallet altså på 60.
– Det viser et stort behov hos en målgruppe på det danske arbejdsmarked, der er meget udsat, siger Trine Ingemansen.
Størstedelen af selvhenvenderne er mænd. Flere af sagerne handler om manglende lønudbetalinger.
– Det er desværre ret få af dem, vi faktisk kan hjælpe. Rigtigt mange er blevet udnyttet af deres arbejdsgiver, men bare slet ikke i en grad, at der er tale om menneskehandel, siger Trine Ingemansen.
CMM må derfor ofte henvise til andre instanser, for eksempel 3F.

