Mange firmaer har penge i kassen, og hvis de sætter dem i banken, skal de betale negative renter. Derfor kan rentefrit lån til medarbejdere blive et nyt skattefrit personalegode. Det ligger fast efter en ny principiel afgørelse i Landsskatteretten.
Den drejer sig om en mand, der havde lånt 3,5 millioner af det aktieselskab, han var ansat hos. Han skulle bruge pengene ved køb af et sommerhus. Han var ikke i familie med ejerne, men han havde været ansat i mange år.
SKAT mente, at der skulle ske en beskatning, fordi manden havde lånt rentefrit. Men Landsskatterettens afgørelse betyder, at den slags personalelån i øjeblikket kan ydes uden renter og uden skattemæssige konsekvenser.
Personalelån giver større tilknytning
Kendelsen betyder, at både virksomheder og ansatte kan have glæde af personalelån. Virksomhederne sparer de typisk minus 0,40 til minus 0,70 procent, som de skal betale, når de sætter penge i banken. Hvis de har 10 millioner stående, er det en udgift på 40.000-70.000 kroner årligt.
– Samtidig kan de knytte medarbejderne tættere til virksomheden, siger Lars Jacobsen, director hos revisionsfirmaet BDO.
Selvom renterne er lave, kan ingen af os låne helt rentefrit i banken. Vi skal også tit betale store stiftelsesomkostninger.
– I dag findes der ikke ret mange favorable og skattefrie personalegoder. Her er en mulighed, siger Lars Jacobsen.
Pengeinstitutter låner ud til deres medarbejdere
Tal fra SKAT tyder på, at personalelån kan være blevet lidt mere udbredt de senere år. Danske arbejdsgivere indberettede i fjor personalelån og andre goder for 39 millioner kroner. Men ifølge revisionsfirmaet BDO bliver muligheden stadig ikke brugt ret meget.
– Det er hovedsageligt kun pengeinstitutterne, som har sat det i systematik at låne ud til deres ansatte, siger Lars Jacobsen.
I finanssektoren er der særlige skatteregler for udlån til medarbejderne. I alle andre brancher skal der kun ske beskatning, hvis arbejdsgiveren kræver en rente, der er lavere end den såkaldte “referencerente”.
Den fastsættes af Finanstilsynet. Siden 2012 har referencerenten ligget på nul procent. Derfor kan personalelån i øjeblikket gives rentefrit og uden beskatning. Det er endegyldigt fastslået med den nye afgørelse.

