Vil lade private fjerne asbesttage – her er ministerens forklaring

Kritikere advarer mod, at regeringen åbner for gør‑det‑selv‑asbest. Minister forsvarer linjen: Reglerne er blevet for stramme for trængte husejere.
- Forslag fra regeringen om, at selv boligejere skal kunne fjerne asbesttage, er blevet hårdt kritiseret af fagforeninger og arbejdsgivere.
- Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forsvarer forslaget og vil skabe balance mellem sikkerhed og boligejeres bekymringer.
- Ministeren vil dog også lytte til fagpersoners advarsler, samle input og finde en passende løsning.
Kritikken er skyllet ind over et forslag fra den nye regering om, at boligejere – under visse forudsætninger – selv skal have lov til at pille deres asbesttage ned.
“Stærkt problematisk”, har det lydt fra både 3F og Dansk Industri. Også lægelige eksperter har hejst advarselsflag: Asbest er simpelthen for farligt at overlade til gør-det-selv-arbejde, mener de.
Det bliver den nyudpegede beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der skal bære det nye forslag gennem Folketinget.
Og hun forsvarer tiltaget:
– Det er et spørgsmål om at finde den rette balance mellem det sundhedsmæssige aspekt og være sikker på, at folk ikke bliver udsat for kræftrisikoen ved asbest. Samtidig skal vi også lytte til bekymringer fra husejere – især i provinsområder, hvor folk føler sig stavnsbundet, siger Ane Halsboe-Jørgensen til Fagbladet 3F.
Svært ved at betale
Nedrivning af asbest har fra 1. januar 2025 været forbudt for private, medmindre der er tale om småopgaver.
Kun firmaer med særlig autorisation må i dag udføre asbestopgaver.
Omkring 400.000 huse i Danmark har asbesttage. Mange i områder, hvor boligpriserne er så lave, at husejerne efter de nye regler har svært ved at betale autoriserede håndværkere for at pille tagene ned.
Vi har jo ikke opnået meget, hvis arbejdet med asbest bare bliver mere fordækt og mere risikofyldt.
Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Derfor foreslår regeringen også andre indsatser ud over, at private skal kunne gøre mere selv, fremhæver Ane Halsboe-Jørgensen:
Dels skal afgiften på at deponere asbest fjernes. Dels skal det undersøges, hvordan ordningen med statsgaranterede lån kan udvides til at omfatte udskiftning af asbesttage.
– Der er flere elementer, vi har taget med, netop fordi vi har hørt, at det er blevet for stramt set med husejernes øjne, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Dem lytter jeg til
Men hvad siger du så til, at fagpersoner advarer mod den løsning, I har lagt frem i regeringsgrundlaget?
– Dem lytter jeg selvfølgelig til, og det er også en del af baggrunden for, at vi lavede autorisationsordningen. Vi kan se bekymringerne fra de fagforbund, der har medlemmer, der er udsat for asbest og fra andre fagpersoner. Så der skal være styr på sikkerheden, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Da autorisationsordningen blev indført, blev der også lagt en buffer ind om, at enkle asbestopgaver gerne måtte udføres af private, understreger ministeren.
– Så nu genbesøger vi balancen i forhold til de to dele og ser på, om der kan lempes, samtidigt med, at det gøres sundhedsmæssigt forsvarligt, siger hun.
Må ikke blive mere fordækt
En del boligejere har allerede selv fjernet asbesttage og efterladt de farlige plader i naturen. Hvad får dig til at tro, at husejerne fremover vil gøre det på en sundhedsmæssig forsvarlig måde?
– Det er netop den slags sager, der gør, at vi skal efterse reglerne og se på, hvordan de virker i praksis. Og vi har jo ikke opnået meget, hvis arbejdet med asbest bare bliver mere fordækt og mere risikofyldt for andre, for eksempel ved at asbest kommer til at ligge i naturen, siger ministeren.
Ane Halsboe-Jørgensen vil ikke løfte sløret for, om husejere skal tage konkrete kurser for at få lov til at fjerne asbest fremover.
Ej heller, om hun støtter 3F og Dansk Industris forslag om, at BoligJobordningen bliver udvidet med et øremærket asbestfradrag.
