Det har været under opsejling længe, og nu er det realitet: Microsoft er stoppet med at understøtte styresystemerne Windows 7 og Windows 8.
Fremover vil Microsoft altså kun holde Windows 10 og 11 fri for fejl og sikkerhedshuller.
Det betyder, at millioner af computere verden over, som stadig kører de ældre versioner, er særligt sårbare overfor virus, hackere og andet snavs.
Computere med Windows 7 og 8 vil stadig fungere, men de vil ikke længere modtage software- eller sikkerhedsopdateringer. Det vil heller ikke være muligt at få teknisk support fra Microsoft, hvis der opstår problemer med pc’en.
Uanset om du har en ny eller en ældre computer, bør du have gode sikkerhedsprogrammer installeret. Læs mere om Komputer for alles sikkerhedspakke her.
15 procent bruger forældede styresystemer
Ifølge Statcounter kører Windows 7, 8 og ældre versioner på ca 15 procent af verdens pc’er. I Danmark er tallet noget mindre, men der står stadig mange forældede pc’er herhjemme.
Mange af disse står formentlig i private hjem, men de kan også dukke op på arbejdspladsen for eksempel til funktioner, som ikke bliver brugt ofte eller til at køre et særligt program, som ikke fungerer på en nyere pc.
Da computeren ikke længere modtager sikkerhedsopdateringer fra Microsoft, bliver sikkerheden selvsagt ikke holdt ved lige. Det vil sige, at der er fri adgang for for eksempel hackere, efterhånden som der opstår sikkerhedshuller i systemerne.
Risikoen for at blive hacket er størst, hvis pc’en er koblet til internettet. Og hvis den er det, vil du få en advarsel frem, når du starter en pc, som ikke længere er understøttet.
Læs også: Så længe kan du bruge Windows 10
Opgradér eller køb ny computer
Har du – eller din arbejdsplads – en computer stående med et forældet Windows, bør du opgradere den til Windows 10 eller 11.
Det er ikke gratis at opgradere fra Windows 7 eller 8 til Windows 10. Du skal investere i en licens til Windows 10, og før du gør dette, bør du sikre dig, at din gamle pc er stærk nok til at køre Windows 10.
Ønsker du ikke at opdatere din pc fra Windows 7, kan du læse her, hvordan du sikrer den bedst muligt
Det er sandsynligvis ikke muligt at opgradere en så gammel pc til Windows 11, så Microsofts egen løsning er (ikke overraskende), at du bør købe en ny Windows 11-pc – så får du også glæde af de mange nye funktioner, der er kommet til Windows, siden Windows 7 blev introduceret for 10 år siden.
Husk også, at Windows 10 allerede har en udløbsdato, så hvis du vil investere i en computer, som kan holde i mange år, bør du overveje Windows 11.
Læs også: 5 ting, du skal vide, før du køber ny computer
Slut med Chrome og Edge i Windows 7 og 8
Populære browsere som Google Chrome og Microsoft Edge vil heller ikke længere understøtte de to gamle styresystemer.
Det vil sige, at hvis du vælger at holde fast i Windows 7 eller 8 på din pc, skal du finde dig en anden browser, hvis du vil surfe på nettet.
Allerede nu skal du have Windows 10 eller 11 på din pc for at kunne bruge Googles Chrome-browser eller Microsoft Edge.
Læs også: Chrome virker ikke længere med Windows 7 og 8

