Stor ændring: Nu bliver det billigere for dig at være medlem af 3F

Du skal fremover have en hundredlap mindre op af lommen hver måned for at være 3F’er. Og det er vel at mærke uden at få dårligere service fra din fagforening, lyder det fra 3F’s forbundsformand.
- Fra 1. marts 2027 bliver det 100 kroner billigere pr. måned at være medlem af 3F.
- Hovedbestyrelsen har besluttet at sænke kontingentet.
- Du vil fortsat få den samme service fra 3F, lyder det fra forbundsformand Henning Overgaard.
Fredagen byder på store nyheder for landets 3F’ere.
Fra 1. marts næste år falder forbundskontingentet nemlig med 100 kroner om måneden for de fleste medlemmer – altså 1.200 kroner om året.
Det har 3F’s hovedbestyrelse vedtaget torsdag.
– Det er mange penge for vores medlemmer. Særligt i en tid med høje priser på blandt andet mad og benzin. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan sætte kontingentet ned uden at gå på kompromis med kvaliteten, siger Henning Overgaard, forbundsformand i 3F.
– Vi er en stærk fagforening med høj faglig service, og samtidig skal vi være konkurrencedygtige på pris, understreger han.

Lover samme service
Hvis du arbejder på deltid, bliver det fremover 73 kroner billigere pr. måned.
Og hvis du har været arbejdsløs i mindst tre måneder, får du et gratis kontingent. Det kræver, at du har været medlem i mindst 12 måneder.
Henning Overgaard understreger, at det billigere kontingent ikke kommer til at påvirke den service, som 3F giver.
– Medlemmerne vil fortsat møde den samme hjælp, når de har spørgsmål om løn, arbejdsmiljø, ansættelsesforhold eller får brug for juridisk bistand.
Penge fra bankfusion
Ifølge Henning Overgaard er nedsættelsen af kontingentet en del af en større indsats for at styrke 3F og vende medlemsudviklingen.
Efter fusionen i 2025 mellem Arbejdernes Landsbank og Sydbank er 3F’s formue vokset, og det er nu nogle af de midler, der bliver brugt til et billigere kontingent.
Dansk Metal og HK har også inden for de senere år sænket kontingentet for deres medlemmer.
