Normalt sidder han i Folketinget: Ferien bruger han i lastbilen

Mens kollegaerne holder sommerferie fra Christiansborg, hopper Michael Nedersøe tilbage i førersædet. For det er i lastbilen, han slapper bedst af.
- Folketingsmedlem Michael Nedersøe bruger sin sommerferie på at køre lastbil, da han slapper bedst af bag rattet
- Han blev valgt ind for Dansk Folkeparti tidligere i år og er erfaren byrådspolitiker i Horsens
- Alligevel vil han ikke stoppe med at køre lastbil lige foreløbig
- Michael Nedersøe er transportordfører for Dansk Folkeparti, og her ser han en fordel med sine mange år i branchen
Da Fagbladet 3F ringer til Michael Nedersøe midt i sommerferien, er han ved at tilbagelægge de sidste 300 kilometer mod Stockholm med en lastvogn fyldt med æggebakker.
For de fleste folketingsmedlemmer betyder sommerferien afslapning væk fra arbejdet på Christiansborg.
Men for Michael Nedersøe, der er nyvalgt politiker og chauffør, bliver ferien et gensyn med det job, han har haft det meste af sit liv.
Han er nemlig tilbage bag rattet.
For det er dér, han kobler allerbedst af.
– De lange stræk giver mig en enorm ro, som gør, at jeg får ladt batterierne op til en ny omgang politik, siger Michael Nedersøe.
“Født ind i branchen”
Den 47-årige 3F’er blev valgt ind for Dansk Folkeparti ved valget tidligere i år. Samtidig sidder han også på tredje periode i byrådet i Horsens.
Men længe før Christiansborg og byrådsmøder fyldte kalenderen, var det lastbilerne, det hele handlede om.
Jeg kender jo hverdagen derude. Jeg ved, hvordan tingene hænger sammen
Michael Nedersøe
Michael Nedersøe beskriver sig selv som “født ind i branchen”.
– Som barn var jeg ofte med min far ude at køre lastbil. Jeg glædede mig sådan til hver gang, jeg skulle afsted.
Det lå derfor i kortene, at han selv satte sig bag rattet som 20-årig.
Selv i dag sørger han for at få flere uger på landevejen hvert år.
I år bliver det dog til lidt mindre.
– Jeg har budt ind med to uger i stedet for fem. Jeg turde ikke satse på, at jeg kunne få så meget fri, siger han.
– Jeg kender hverdagen derude
Selvom Michael Nedersøe efterhånden er en garvet byrådspolitiker, er livet som folketingsmedlem noget helt andet.
Kalenderen er tætpakket, og samtidig pendler han hver dag fra sit hjem i Østjylland til hovedstaden.
– Så jeg har nogle rigtig lange dage, men det er jeg vant til fra transportområdet, siger han.
Det er jo ikke lønnen, der gør, at du kører eksport i dag. Det er eventyret og friheden
Michael Nedersøe
Alligevel nyder Michael Nedersøe, hver gang han træder gennem dørene på Christiansborg:
– Det er megafedt. Jeg har en stor ære og stor ydmyghed over at få lov til at prøve det her.
Michael Nedersøe er blevet Dansk Folkepartis transportordfører. Her oplever han, at erfaringerne fra chaufførlivet giver ham en fordel.
– Jeg kender jo hverdagen derude. Jeg ved, hvordan tingene hænger sammen.
Derfor mener han også, at Folketinget kunne have gavn af flere faglærte eller ufaglærte som ham selv.
– Der ville komme mere sund fornuft fra virkeligheden af i stedet for en masse, som man bare har læst i en bog, siger han.

Handler ikke kun om arbejde
Selvom Michael Nedersøe i dag har fået plads på Christiansborg, har han ingen planer om helt at lægge lastbilnøglerne fra sig.
– For jeg er ikke typen, der glemmer, hvor jeg kommer fra, siger han.
– Jeg har altid kørt lastbil, fordi jeg godt kan lide det. Så jeg er ikke for fin til stadig at tage kørehandskerne på, fortsætter han.
Gennem årene har han kørt tusindvis af kilometer på de europæiske motorveje, og lastbilkørsel er efterhånden blevet mere end bare et arbejde.
– Det er jo ikke lønnen, der gør, at du kører eksport i dag. Det er eventyret og friheden, siger han.
Efter turen til Stockholm er sommerens kørsel ved at være slut, og resten af ferien skal holdes i København, inden Christiansborg kalder igen.
Men han er ikke i tvivl om, at han snart finder tilbage til førersædet.
– Jeg får simpelthen abstinenser, hvis jeg er for længe væk fra lastbilen, griner han.
