“Hvis jeg tager den her uddannelse, så er jeg nok ikke den første, der bliver fyret.”

Sådan tænkte den nu 49-årige Morten Haugan, der arbejder i Ejendomme Teknik Køge, da hans tillidsrepræsentant for et par år siden luftede idéen om, at nogle af de ufaglærte pedeller kunne uddanne sig til ejendomsserviceteknikere. 

Morten Haugan var ikke sen til at melde sig:

- Jeg gjorde det for at fremtidssikre mig selv. Vi er altid i fare for at blive udliciteret, og hvis jeg tog en uddannelse, ville jeg stå bedre. Så ville jeg også kunne tage job i et boligselskab, hvor de typisk kræver en uddannelse for at blive ansat, siger Morten Haugan.

- Uddannelsen ville også gøre mig bedre til mit daglige arbejde som pedel. Jeg er uddannet bygningsmaler for mange år siden, men jeg vidste ikke noget om ventilationssystemer og varmesystemer, så dér klædte uddannelsen mig også meget bedre på, siger Morten Haugan, der fik papirer på sine færdigheder i 2019. 

Et sjældent spring

Men dét spring, Morten Haugan tog, tager langt de færreste ufaglærte. Også selvom de faktisk er motiverede for at uddanne sig.

Det viser en ny undersøgelse, som Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, står bag.

Undersøgelsen viser, at kun fem procent af de godt 365.000 voksne i alderen 25-54 år, der var ufaglærte i 2014, begyndte en erhvervsuddannelse i tidsrummet 2015-2019.

Og zoomer man ind på de ufaglærte, der rent faktisk har lyst til at starte på en erhvervsuddannelse, er tallet kun lidt højere. I 2014 svarede cirka hver femte ufaglærte, at de havde lysten, men kun omkring 14 procent af dem begyndte rent faktisk på en uddannelse i løbet af de efterfølgende fem år, viser undersøgelsen fra EVA.

- 14 procent er ikke mange, når man tænker på, at det er ud af gruppen, som rent faktisk havde lyst til at starte, lyder det fra Michael Andersen, chefkonsulent på Voksen og Efteruddannelsesområdet hos EVA.

De økonomiske konjunkturer spiller givetvis en rolle i forhold til, at ikke flere starter, siger han.

- Det er ikke overraskende, at mange ufaglærte afholder sig fra at gå i gang med en erhvervsuddannelse, hvis det er relativt let at få job som ufaglært. Men andre ting kan også spille ind, for eksempel manglende kendskab til mulighederne for at blive faglært, forklarer Michael Andersen.

Løn og arbejdstid var alfa og omega

Der er også andre barrierer, der kan spænde ben for springet til skolebænken. Det kan være for stor en økonomisk byrde, mangel på tid, hvis vedkommende er i job, eller at der ikke er behov for en erhvervsuddannelse i folks nuværende job. Det viser tidligere undersøgelser fra EVA.

For Morten Haugan hos ETK i Køge var nogle af de faktorer netop afgørende: 

- At det kunne ske i arbejdstiden, og at det kunne ske til fuld løn var alfa og omega for mig. Jeg havde ikke kastet mig ud i det, hvis det var sket på en lavere indtægt, siger Morten Haugan.

Hans uddannelse blev – sammen med tre kollegaers – finansieret via puljen “Fra Ufaglært til Faglært”. Det er en pulje, der giver kommuner og medarbejdere støttemuligheder til netop at uddanne ufaglærte. En tilsvarende pulje findes for ansatte i regioner.

I 3F, der organiserer mange ufaglærte, flugter EVA’s undersøgelse meget godt med den viden, der findes om medlemmers baggrund for, om de kaster sig ud i uddannelse eller ej, siger forbundssekretær Søren Heisel.

Medarbejdernes egen motivation gør det nemlig ikke alene:

- Det er helt afgørende, at arbejdsgiverne også synes, at det er en god idé, at den ufaglærte bliver voksenlærling og uddanner sig hen mod at blive faglært, pointerer Søren Heisel.

- Selvfølgelig betyder gode konjunkturer og information om mulighederne for erhvervsuddannelse også en del. Men hvis ikke at opbakningen også er der fra ens arbejdsgiver, ja, så kan medarbejderen være nok så motiveret selv, uden at der sker noget, siger Søren Heisel.

Flere ting at være nervøse for

Morten Haugan kan sagtens genkende, at motivation ikke er nok. Han fik selv drøftet bekymringerne med sine holdkammerater på NEXT i Glostrup, hvor han tog uddannelsen til ejendomsservicetekniker:

- Der var da mange, der var bange for at komme på skolebænken, fordi de for eksempel var ordblinde, eller fordi de aldrig havde arbejdet med IT før. Nogle var nervøse for at sidde på hold med nogen, der var 25 år yngre end dem selv. Jeg var nok mest nervøs for, om jeg kunne sidde stille en hel dag, når jeg nu var vant til at være i bevægelse, fortæller Morten Haugan.

For ham gav det netop blod på tanden, at kollegaerne og arbejdspladsen bakkede op:

- Der var flere kollegaer, der sagde, at det var sejt, hvis jeg gav mig i kast med dét her i så sen en alder. Det var et skulderklap. Og så havde jeg også opbakning fra tillidsrepræsentanten og min leder, siger Morten Haugan.

Opbakning gør markant forskel

Michael Andersen fra EVA oplyser, at forskningen peger på samme pointer:

- Hvis man selv synes, at det er for urealistisk eller uoverskueligt at give sig i kast med uddannelse, så gør det en stor forskel, at der er nogen, der bakker op.

Det er også vigtigt, at uddannelsen kan passes ind med ens arbejde – også økonomisk, siger Michael Andersen.

- Hvis ens arbejdsgiver er positivt indstillet over for, at de ufaglærte får uddannelse, og det måske kan aftales, at man ikke går ned i løn eller kun i begrænset omfang går ned i løn, så gør det også en markant forskel, siger Michael Andersen.