Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Danmark kan bryste sig af sit eget landshold inden for tømrerfaget. Landstræner glæder sig til at gå i gang og dyste i konkurrencer.

De tre lærlinge sammen med landstræneren og holdlederen. - En af vores store opgaver bliver at komme rundt i hele landet og udbrede kendskabet og skabe interesse for det, siger landstræner Michael Thage (yderst til venstre).
Nina Friis Hansen

Du kender fodboldlandsholdet. Måske har du også hørt om kokkelandsholdet, men fra i dag af har du også hørt om tømrerlandsholdet.

Danmark har for første gang udpeget et landshold for tømrere, som præsenteres på Center for Erhvervsrettede Uddannelser (CELF) i Nykøbing Falster med rejsegilde og pølser.

Med i truppen er Lau Blytt Haubro, der i januar måned vandt titlen “Danmarks Bedste Tømrerlærling” ved danmarksmesterskabet i Skills.

- De andre på landsholdet er nogle, jeg konkurrerede mod til DM. Det er nogle dygtige drenge, så jeg glæder mig, siger han.

Andre lande, der har et tilsvarende koncept, er Sydkorea, Tyskland, Schweiz og Østrig. Disse lande har tidligere vundet flotte placeringer ved EM, VM og WorldSkills, som Fagbladet 3F tidligere har dækket.

Holdet vil bestå af seks til otte tømrerelever fra erhvervsskoler landet over, og holdet vil rejse land og rige rundt for at finde de bedste kandidater. Man skal dog være under uddannelse for at komme på holdet, så elever på erhvervsskoler kan forvente at blive besøgt jævnligt de næste mange år.

Hårdt arbejde

Landstræner for tømrerlandsholdet, Michael Thage, ser frem til at arbejde med landsholdet.

- Hvad kan man ønske sig mere, når man holder så meget af de discipliner, landsholdet skal arbejde med, siger han.

Landstræneren forklarer, at man kan sammenligne holdet med badminton. Her træner spillerne sammen, men i sidste ende stiller de op til konkurrencer alene.

Desuden tilføjer landstræneren, at dem, der får tilbuddet og siger ja til en plads på holdet, kan forvente at bruge mellem 1.500 og 2.000 timer under deres uddannelse på landsholdstræning.

- Det betyder, at de skal arbejde et ekstra år under deres uddannelse. Ellers når de ikke det, der skal til, siger han.

 Thomas Laugesen, Lau Blytt Haubro og Lars Hoffmann Petersen.
Fra venstre: Thomas Laugesen, Lau Blytt Haubro og Lars Hoffmann Petersen.

Talentarbejde skal inspirere

Udover almindelige tømmeregenskaber, for eksempel at kunne save med en sav, høvle og stemme med et stemmejern, bliver der fra holdledelsens side lagt vægt på, om mulige kandidater har en rummelig, tredimensional forståelse af en tømrerkonstruktion. Desuden skal talenterne “være skarpe” til 2D og 3D-tegneprogrammer.

- Det er jo nogle ret avancerede konstruktioner, vi arbejder med. Det kræver træning, træning og træning, siger Michael Thage.

Ifølge Jacob Vad, uddannelseskonsulent i Byggeriets Uddannelser, har landsholdet en vigtig opgave i at promovere tømrerfaget. Ud over at gøre holdet bedre, skal landsholdet inspirere talenter landet rundt og understøtte skolerne til at gøre mere ved talentarbejde.

- Holdet kan vise, at der foregår noget, der er lidt ud over det almindelige tømrerarbejde, som ellers foregår på uddannelsen, siger han. 

Den 25. juni 2020 er næste gang, WorldSkills løber af stablen. Det bliver afholdt i Suntec City, Singapore.