Fortællingen om ingeniørvikaren, der er blevet talt groft til af nogle kolleger i Københavns Lufthavn, fordi han ikke vil melde sig ind i 3F, har fyldt medierne hele ugen.

Men hvad er egentligt forklaringen på, at ingeniøren fra lufthavnen godt må beholde sit medlemskab hos Ingeniørforeningen, selvom resten af hans bagageportørkolleger er organiseret i 3F, som bærer overenskomsten?

Vi skal 13 år tilbage for at svare på det spørgsmål.

Mestendels kæmper man verden over for retten til at organisere sig i en fagforening. Retten er sikret via artikel 11 i Den Europæiske Menneskeretskonvention. Men hvis man nu ikke har lyst til at være medlem af en fagforening, er det så også en menneskeret?

Det tog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg stilling til i 2006, og det er den dom, der i bund og grund ligger til grund for ingeniørens ret til at flashe IDA-medlemskortet anno 2019.

“Rasmussen og Sørensen mod Danmark” hed sagen tilbage i 2006. De to sager havde ingen direkte sammenhæng, men domstolen besluttede, at de skulle behandles sammen, fordi de i princippet handlede om det samme.

Sørensen havde fornavnet Morten, og han fik i 1996 et job som sommervikar i FDB (det nuværende COOP). Kort efter blev han fyret, da han nægtede at melde sig ind i SiD (det nuværende 3F) og dermed efterleve den eksklusivaftale, FDB havde med LO.

Eksklusivaftale, ja, dét var aftaler, der - da dommen blev afsagt - dækkede cirka 200.000 lønmodtagere. En eksklusivaftale var en aftale, som forpligtede en arbejdsgiver til eksklusivt eller fortrinsvist at ansætte medarbejdere fra en bestemt fagforening eller arbejdsløshedskasse.

Eksklusivaftaler gjaldt ikke på det offentlige arbejdsmarked og heller ikke på det store DA-LO-arbejdsmarked. Det var typisk små, uorganiserede virksomheder, der havde eksklusivaftaler.

En sådan havde FDB altså indgået med LO. Morten Sørensen var ikke medlem noget sted, men meldte sig efterfølgende - efter fyringen - ind i Danmarks Frie Fagforening.

Den anden klager, Ove Rasmussen, var medlem af Kristelig Fagforening, da han som arbejdsløs blev tilbud job i et gartneri. Men det forudsatte, at han meldte sig ind i SiD, da gartneriet havde en eksklusivaftale med SiD. Det var Ove Rasmussen utilfreds med, men han meldte sig mod sin vilje ind i SiD for at bevare sit job som gartner.

Dommen i Strasbourg gav ret klart det røde kort til de danske eksklusivaftaler. Dommen sagde, at eksklusivaftalerne brød med selve substansen i foreningsfriheden, herunder retten til ikke at forene sig.

Da Menneskerettighedsdomstolen sendte eksklusivaftalerne på pension, gik der ikke mange timer, før LO offentligt erklærede, at man ville efterleve dommen. Siden har der ikke eksisteret eksklusivaftaler på det almindelige danske arbejdsmarked. Samme år, altså i 2006, blev de desuden forbud ved dansk lov med få, fagspecifikke undtagelser.

Men ophævelsen af eksklusivaftalerne er ikke ensbetydende med, at konflikterne mellem organiserede og uorganiserede - eller “forkert organiserede” - er slut. Det ses også ud af den aktuelle sag i lufthavnen.

Nogle vil mene, at bagageportørerne i lufthavnen netop i kraft af et stærkt fællesskab har kæmpet for og opnået gode løn- og arbejdsforhold. Og at de har kæmpet mod outsourcing af deres arbejde. Og det er kun lykkedes, fordi de står sammen i en fælles organisering.

Andre vil mene, at den kamp ikke kan stå over den personlige frihed til selv at vælge.