Uligheden i indkomst er vokset herhjemme gennem flere årtier. For 30 år siden var “ulighedstallet” - det, eksperterne kalder gini-koefficienten - på 22, og for 20 år siden på 24. Men i 2017 var det vokset til næsten 30.

Ser man på formuer, så er vi endnu mere ulige, også sammenlignet med andre lande.

- Jeg tror, at mange danskere synes, at vi er forholdsvist lige, og egentlig er lidt stolte af det. Gik man ud og lavede en afstemning - skal uligheden stige med 50 procent - så ville et stort flertal sige klart nej. Uligheden stiger gradvist og umærkeligt fra år til år. Men over mange år er det virkelig markant og mærkbart.

Det siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Kasper Lippert-Rasmussen, der er ekspert og har forsket i ulighed.

Men hvorfor er ulighed egentlig et problem – kan man ikke have lige så stor livskvalitet, selvom man har færre penge end andre?

- Det vil jeg tro. Man kan godt være fattig og leve et godt liv. Du kan også være rig og have en kronisk depression og derfor have et dårligt liv. Men man kunne sige det samme om apartheid i Sydafrika. Var der ikke sorte, som havde et godt liv? Utvivlsomt. Alligevel var der problemer med apartheid, fordi det gjorde det sværere for sorte at leve et godt liv. Det samme gælder indkomstulighed, pointerer Kasper Lippert-Rasmussen.

Ulighed ikke væsentligt problem

Mads Lundby Hansen, vicedirektør og cheføkonom i den borgerlige-liberale tænketank CEPOS, medgiver, at uligheden er steget. Han mener bare ikke, det er et problem.

- En stor del af uligheden ifølge Gini-koefficienten handler om, hvor mange studerende og pensionister, der er på et givet tidspunkt, fordi de hører til nogle af de fattigste. Så en del af forklaringen er, at vi har fået flere studerende og folkepensionister. Måler man derimod på livsindkomst, er uligheden meget lavere. Ulighed er bare ikke et væsentligt problem i Danmark. De overførselsindkomster, vi har i Danmark, har ikke noget med fattigdom at gøre, og vi er stadig det sjette mest lige land ud af 35 rige OECD-lande, påpeger Mads Lundby Hansen.

CEPOS-økonomen pointerer, at han ikke ønsker en høj grad af ulighed i samfundet.

- Ulighed er ikke et mål. Men ulighed er ikke vores udfordring som samfund. Udfordringen er, at få flere med på arbejdsholdet, og at få større økonomisk vækst. Hvis de to udfordringer skal løses, kræver det reformer, der får folk i arbejde. Det kan være at sænke dagpengesatsen, stoppe tilgangen til efterlønnen, sænke SU’en og øge pensionsalderen. Sådanne reformer er gode, selvom de ofte har den sideeffekt, at uligheden stiger. Den bieffekt må vi acceptere, siger han.

Handler om mere end penge

Men ifølge Kasper Lippert-Rasmussen handler lav indkomst ikke kun om penge. Ulighed har bredere betydning for livet.

- Livskvalitet er ikke penge. Men der er bare en sammenhæng. For eksempel har personer med lav indkomst ofte også et dårligere helbred. Det betyder også noget for, hvordan man behandles i forhold til andre. For eksempel har undersøgelser vist, at højstatuspersoner behandles bedre i sundhedsvæsenet end personer med lavere status og færre ressourcer, fortæller professoren fra Aarhus.

Men skaber vores uddannelsessystem med folkeskole og gratis uddannelser ikke lighed?

- Jo, på papiret. Men på nogle måder kunne det være bedre. Mange sociale uligheder reproduceres i uddannelsessystemet. En vigtig ressource for et barn i folkeskolen er de andre børn fra lokalområdet, som det går i skole med. Bor man i et område med høj indkomst, så går man i skole med andre børn fra velstillede familier. Og omvendt - bor man i et belastet område, kommer de andre børn fra samme område. Så ulighederne bæres ind i skolerne, og især i de videre uddannelser er der store, sociale skævheder, påpeger Kasper Lippert-Rasmussen og tilføjer:

- Uanset hvad, så er ulighed rent faktisk dårligt for de dårligst stillede.