Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Parret bag det svindeldømte byggefirma Our House skal betale 10 millioner kroner i bøde for momssvindel. Samtidig skal direktøren to år i fængsel, afgør landsretten.

Our House arbejdede på denne børnehave tæt ved Tivoli for Københavns Kommune. Det var bare ét af mange byggeprojekter, som firmaet udførte med polske ansatte, som måtte arbejde 60 timer om ugen til 60 kroner i timen.
Arkivfoto

To år bag tremmer og en kæmpe skattebøde på 10 millioner kroner.

Sådan lyder dommen over kæresteparret bag skandalefirmaet Our House i en straffesag fra Østre Landsret.

Her stod Ole Bohn og Anne Dorte Adamsen tiltalt for omfattende momssvindel i deres byggefirma, hvor de snød 65 polske ansatte for flere millioner kroner i løn.

I den sammenhæng dømmes parret for at have snydt med skat og moms for over 10 millioner kroner. Samtidig skal direktøren i selskabet, Ole Bohn, i fængsel i to år, lyder afgørelsen fra Østre Landsret.

Dermed kommer der endelig punktum på et af de mest skandaleombruste byggefirmaer i danmarkshistorien.

Stod bag danmarkshistoriens største sag om løndumping

Parret bag Our House blev landskendt i 2014, da Fagbladet 3F kunne afsløre, at firmaet brugte 65 underbetalte polske arbejdere i deres firma, som blandt andet byggede for Gentofte og Københavns Kommuner og nogle af landets rigeste private personer.

En af de polakker var Dariusz Matuszewski.

Han fortalte, hvordan lønnen oprindeligt blev aftalt til 110 kroner i timen, men da første løn blev udbetalt, faldt lønnen pludselig drastisk og endte til sidst på 60 kroner i timen.

Samtidig blev arbejdsugerne længere og længere. Pludselig arbejdede Dariusz Matuszewski 60 timer om ugen.

- Vi fik typisk løn, når vi skulle på en tur hjem til Polen. Der kunne gå to til tre måneder imellem, fortalte han.

Hver gang blev lønnen udbetalt i kontanter, og lønsedler så han kun et par gange over flere års ansættelse.

Mens han arbejdede for Our House, boede Dariusz Matuszewski sammen med 11 andre polakker i et hus i Munkerup. Pladsen var trang i huset på 120 kvadratmeter.

- Der var kø til bad, kø til toilettet og kø til at lave mad. Jeg valgte at sove i fyrkælderen. Den kunne jeg få for mig selv, fortalte han til Fagbladet 3F.

Sagen mod Our House ApS startede, da Dariusz Matuszewski og en kollega stod frem og sammen med 3F afslørede omfattende snyd med løn og arbejdsvilkår for de ansatte i firmaet. Siden fulgte skattesagen, som nu har kastet to års fængsel og millionbøder af sig.

Stak af fra bøde på 19 millioner

Sagen mod Our House endte med en historisk voldgiftsdom i det, der dengang var den hidtil største sag om social dumping og underbetalt arbejdskraft i Danmark.

Ole Bohn og Anne Dorte Adamsen blev dømt til at efterbetale knap 19 millioner kroner i manglende løn til 65 polske arbejdere og for “grov, bevidst og systematisk” misbrug af de ansatte polakker.

Da firmaet ikke betalte, måtte 3F indgive konkursbegæring mod Our House. Kort tid efter gik firmaet konkurs, og hverken 3F eller de ansatte polakker modtog en krone af de 19 millioner, som de havde til gode.

Afsløringerne i Fagbladet 3F førte til, at ejerne fik en såkaldt konkurskarantæne, som fratager dem retten til at drive virksomhed i en årrække.

Kort efter meldte 3F også ejerne bag Our House til Skat for momsfusk, da fagforeningen havde en stærk mistanke om, at Our House havde aflønnet deres ansatte sort.

Det fik Skat til at åbne en straffesag mod parret for unddragelse af moms og skat for 10 millioner. Og det er altså denne sag, der nu har fået sin endelige afgørelse hos Østre Landsret.

Kæreste får millionbøde og betinget fængsel

Dommen var en stadfæstelse af byrettens afgørelse fra sidste år, og anklager Mia Østergaard er “tilfreds med dommen”, siger hun til Fagbladet 3F.

Da sagen gik i byretten i Helsingør hævdede kvinden bag firmaet, Anne Dorte Adamsen, der også fungerede som ejer, at hun ikke havde noget at gøre med den daglige drift. 

Det samme budskab gentog hun flere gange til retsmøderne i Østre Landsret.

Men under en anden sag om konkurskarantæne ved skifteretten havde Anne Dorte Adamsen dog oplyst, at hun både havde med økonomien i selskabet at gøre, ligesom hun deltog i drift af firmaet og i bestyrelsesmøder flere gange om året - og dermed indrømmet, at hun var aktivt medvirkende i at drive firmaet.

Dette tog både by- og landsretten til efterretning og valgte at idømme kvinden en bøde for skattesvindel på 2,94 millioner kroner.

Samtidig fik hun en dom på et års betinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste.

“Pengene flød under bordet”

Undervejs i retssagen fortalte Anne Dorte Adamsen, hvordan hendes kæreste betalte næsten alting i kontanter i firmaet.

- Pengene havde vi liggende under spisebordet. Der lå kontanter, som han brugte til at betale med, forklarede hun i landsretten.

For hendes partner, Ole Bohn, der var direktør i Our House, blev straffen i Østre Landsret også stadfæstet.

Han blev dømt til at skulle betale en bøde på 7,43 millioner kroner for skatteunddragelse og momssvindel.

Samtidig idømte landsretten Ole Bohn to års ubetinget fængsel for hans måde at drive Our House ApS på.

Modsat sin kæreste skal direktøren bag Our House altså i fængsel i to år.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar til dommen fra de dømte via forsvareren i sagen, men har ikke fået svar inden deadline.