Povl Dissings fortænder ligger sandsynligvis stadig på bunden af gadekæret i landsbyen Stavnsholt i Nordsjælland. Tænderne var det første, som ramte isen, da barndomsvennens halstørklæde viklede sig rundt om benene på 12-årige Povl. Han væltede så lang, han var.

Skøjtestyrtet skulle vise sig at få afgørende betydning for Povl Dissings karriere. De nye stifttænder udfyldte nok hullet efter de gamle, men da Povl Dissing nogle år efter begyndte at spille trompet i jazzbandet Savana Ramblers og senere i Mandagsorkesteret, blev de falske tænder hurtigt et problem.

- Stifttænderne gjorde det simpelthen for besværligt at spille trompet og umuligt at lave den rigtige embouchure, fortæller Povl Dissing. Han rynker panden, vender læberne indad og udtaler ordene langt tilbage i ganen - som havde han to fremmedlegemer siddende forrest i munden.

I stedet anskaffede Povl Dissing sig en guitar og begyndte at fokusere på sin stemme. En stemme, som siden har delt vandene. Nogle har hadet den, andre elsket den. Men alle har haft en mening om den, som han siger.

Blues på dansk

Det særegne udtryk, som i dag kendetegner Povl Dissing, udviklede han i begyndelsen af 60'erne. Inspireret af den amerikanske folk- og bluesbølge insisterede han på at lyde som sine forbilleder Ray Charles, Brownie McGhee og Sonny Terry. Men efter at være gået ud af skolen i 7. klasse var engelskkundskaberne begrænsede.

- Jeg kunne jo ikke engelsk. Det var noget med at sidde og lave lydene, for vi forstod ikke, hvad vi sang, indrømmer Povl Dissing.

Det var ikke kun bluesmusikken fra Amerika, som havde plads i Povl Dissings unge hjerte. I barndomshjemmet i Stavnsholt havde han hørt sin mor synge revy- og skillingsviser fra han var helt lille. Og ligesom med bluesnumrene krævede de gamle danske viser ikke de store kundskaber på guitaren.

- Giv mig en hest mor, Alperosen og Lille kammerat, jeg må af sted. Mange af de sange kan du godt spille, uden du behøver være ret dygtig på guitaren. Og det lå helt naturligt for mig at give dem en anden rytmik end Gustav Winckler og Bjørn Tidmand, siger Povl Dissing.

Så det gjorde han. Han begyndte at spille blues på dansk og fortolke den danske sangskat efter amerikansk forbillede.

Folk ville tæve mig

Povl Dissing blev hurtigt kendt for sine blues'ede fortolkninger af danske viser. Det karakteristiske udtryk gjorde ham interessant for mange. Men det gav ham også mange modstandere og ubehagelige oplevelser på ture rundt i landet.

- Nogle syntes, det var fantastisk, andre syntes, det var fantastisk dårligt. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg var måske lidt blåøjet. Jeg syntes, det lød så smukt inde i mit hoved. Jeg kunne ikke forstå, der var folk, der ville tæve mig. For fanden, jeg havde jo bodyguards med mig på mange jobs i Jylland, for at folk ikke skulle rive mig ned fra scenen eller komme ud i garderoben og tæve mig.

Hvorfor tror du folk reagerede sådan?

- Jeg har virket irriterende på dem. Og de troede, jeg gjorde grin med sangene. Så svedte jeg jo en del - angstens kolde sved. Og så lignede jeg jo på ingen måde Elvis Presley, siger Povl Dissing og smiler skævt.

- Det undrer mig, at jeg ikke lod mig slå ud. Men det var fordi, der stadig var nogle, som syntes det var fantastisk. Også folk, som jeg selv beundrede - Fuzzy, Per Nørgaard, Klaus Rifbjerg. Kulturelle koryfæer støttede mig og gik ind for mig.

Den grimmeste mand

Povl Dissing fandt sine åndsfæller og musikalske legekammerater i 60'ernes ungdomsoprør og hippiebevægelse. Han sagde nej til indlemmelse i Fællesmarkedet og slog med sine skæve fortolkninger et slag for den lille mand i samfundet og friheden til at skille sig ud.

I hvilken grad har du set dig selv som forsvarer af retten til at være grim?

- Jeg har altid holdt med dem, der ikke var alt for kønne. Det er nok fordi, jeg har set mig selv som en af dem, siger han.

Sammen med beatorkestret Beefeaters slog Povl Dissing igennem med sange som "Den grimmeste mand i byen" og "25 minutter endnu". Men det var først i midten af 70'erne, at hele Danmark var klar til at acceptere den særegne og snøvlende trubadur. Samarbejdet med Benny Andersen og udgivelsen af Svantes Viser førte til, hvad Povl Dissing selv kalder "en blåstempling" hos den brede befolkning.

- Pludselig tog folk hatten af for mig, siger Povl Dissing med store forbavsede øjne. I en alder af 75 år kan han bryste sig af stor anerkendelse ud over landets grænser og en prominent plads i den danske Kulturkanon.

Har du omsider fundet din rette hylde?

- Jeg vil lade andre om at lægge mig på en hylde. Jeg har ikke selv fået lavet den hylde hjemme på mit arbejdsværelse. Det er stadig et stort virvar, ligesom mit liv på en måde har været det.