En sympatistrejke på fire kirkegårde i Københavnsområdet skærper nu den to måneder lange konflikt mellem gravermedhjælpere ved landsbykirkegårde og staten.
Gartnere og medhjælpere på kirkegårdene i Ballerup, Gladsaxe, Glostrup og på Garnisonskirkegården i København er i dag, torsdag, gået i strejke i sympati med deres kolleger i Jylland.
Medarbejderne ved ti nordjyske og en århusiansk kirkegård valgte i november at gå i strejke, fordi Kirkeministeriet nægtede SiD at indgå overenskomst for gravermedhjælpere ansat ved landsbykirkegårde.
Den manglende overenskomst betyder, at de ansatte ved de mindre kirker får op til 30.000 mindre i løn end deres kolleger ved bykirkegårdene, selv om de udfører det samme arbejde.
Flere konflikter på vej
Siden november har konfliktens spredt sig, så der nu er 18 jyske og fra i dag altså fire københavnske kirkegårde, der er ramt af konflikt.
Samtidig er der varslet konflikt for kirkegårdene i Dragør på Amager og på Fanefjords kirkegård, begge med en gravermedhjælper, og der er varslet sympatikonflikt for Kolding Kirkegård og Hjørring Kirkegård
Kirkeminister Tove Fergo har tidligere sagt nej tak til en invitation fra SiD om at mødes og drøfte konflikten. Siden har Finansministeriets Personalestyrelse kontaktet SiD med henblik på at mødes og drøfte konflikten i nær fremtid.