Artiklen er tilføjet kommentar fra ministeren tirsdag 4. april kl. 18.27
I fredags fortalte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, at antallet af alvorlige arbejdsulykker var faldet med 18 procent fra 2011 til 2014.
Men kigger man på Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2015, er antallet af alvorlige ulykker pr. arbejdstager hverken gået op eller ned mellem 2012 og 2015. Her er der vel at mærke taget højde for, at der er kommet flere i arbejde i perioden.
Ifølge Arbejdstilsynet skyldes forskellen, at der i beskæftigelsesministerens eksempel er brugt en anden opgørelsesmetode end i Arbejdstilsynets årsopgørelse.
En opgørelse, der er lavet i forbindelse med regeringens mål om at nedbringe antallet af arbejdsulykker, der koster mere end 30 sygedage om året, med 25 procent inden 2020.
Kent Jacob Nielsen, der er ekspert i arbejdsulykker ved Aarhus Universitet, er kritisk over for Beskæftigelsesministeriets metode:
– Det er ikke troværdigt at sige, at det går godt med arbejdsmiljøet i dag på baggrund af tallene fra 2020-målene, når de nyeste tal er fra 2013. Vi er i 2017 nu, så 2013 er lang tid siden, siger han.
– Når tallene kommer fra samme myndighed, er det uigennemskueligt, at de følger forskellige opgørelsesmetoder. Det giver et kommunikationsmæssigt problem, at det ene talsæt viser, at det går bedre, og det andet viser, at antallet af alvorlige arbejdsulykker er stagneret, siger Kent Jacob Nielsen.
EL: Ministeren må diske op med nyere tal
Hos Enhedslisten er man skeptisk over for beskæftigelsesministerens udmelding om, at det går i den rigtige retning med antallet arbejdsulykker.
– Vi er nødt til at bede ministeren om at komme med de rigtige tal. Vi kan jo ikke bruge tre år gamle tal til noget, siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Christian Juhl.
BAT: Usandsynligt at nå 2020-mål for arbejdsmiljø
En stor del af de alvorlige arbejdsulykker sker i byggeriet. Og Søren Schytte, der er formand for Bygge, Anlæg og Trækartellets (BAT) arbejdsmiljøudvalg, kalder beskæftigelsesministerens begejstring over det faldende antal arbejdsulykker for “stærkt overdrevet”.
– Kurven for de alvorlige ulykker er ikke knækket. For os at se er det nu usandsynligt, at det politiske mål om 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker i 2020 nås, siger Søren Schytte.
Det er noget rod at anvende to forskellige opgørelsesmetoder på så alvorligt et område, mener Ulla Sørensen, arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig i 3F:
– Fakta er, at der stadig er alt for mange arbejdsulykker, ligegyldigt hvilken metode der anvendes. Det må være muligt at enes inden for samme myndighedsområde om én beregningsmetode, alt andet er jo kun med til at sløre billedet af, hvor galt det står til. Desuden er det problematisk, at der ikke kan fremskaffes mere aktuelle tal.
