1,7 millioner kroner. Så høj er gælden til statskassen, efter at en vognmand fra Sønderjylland gik konkurs i marts 2022. Måden konkursen foregik på, får 3F Transport til at kalde konkursen for snyd og bedrag.
Konkursen var begæret af Gældsstyrelsen, og sagen var for retten 4. marts 2022. Den foregik ikke i Sønderjylland, som man skulle tro, da der er tale om et sønderjysk firma, men derimod i Skifteretten i Hjørring, fordi firmaet kort før konkursen skiftede navn og adresse til Nordjylland. Til et rækkehus i et almennyttigt boligkvarter i Hirtshals, hvor intet indikerer vognmandsvirksomhed.
Firmaet hed Vojens Taxi og Servicetrafik, ApS indtil få uger før konkursen, hvor firmaet skiftede navn til “Selskabet af 7. februar 2022 ApS”. Det fremgår af aktindsigt i sagen, og det var således “Selskabet af 7. februar 2022 ApS”, der gik konkurs.
I god tid før konkursen, i sommeren 2021, tømte Vojens Taxi og Servicetrafik, ApS selskabet for aktiviteter. Det vil sige primært chauffører og kontrakter om blandt andet flextrafikkørsel for det offentlige.
Aktiviteterne blev overført til et nyt firma med næsten samme navn, så det er svært at kende forskel. Det nye navn er Vojens Taxi Service ApS, VTS, som kører videre med flextrafikkørsel for offentlige trafikselskaber i dag. Firmaet tilbyder blandt andet også turistkørsel.
3F: Det er fup
Forhandlingssekretær i 3F Transport, Jørn Hedengran mener, der er foregået fusk.
– Ejerne prøver at skjule konkursen for kunderne lokalt i Sønderjylland. De flytter adresse proforma til en postkasse i Hjørring, fordi firmaadressen afgør, hvor sagen behandles, siger han.
Han kalder vognmandens konkurs for konkurrenceforvridende snyd, der rammer alle de vognmænd, der har orden i sagerne.
– Vi kæmper for ordentlige forhold i branchen, og så må arbejdsgiverne også bidrage til ordentligheden. Det er tydeligt, vognmanden snyder ved at flytte værdierne til et andet selskab før konkursen, siger Jørn Hedengran, der ikke giver meget for vognmandens forklaring.
– Corona er jo bare en dårlig undskyldning. Det er urimeligt, at vognmanden kan tørre en regning på 1,7 millioner kroner af på skatteyderne og køre videre for offentlige trafikselskaber, siger han.
Ekspert: Mistænkeligt
En af landets mest erfarne konkursadvokater, Pernille Bigaard fra advokatfirmaet Lundgrens, pointerer, at det virker mistænkeligt, når aktiviteterne i firmaet flyttes før konkursen. Det virker også mistænkeligt at flytte en firmaadresse til en anden landsdel, hvis ikke firmaet drives fra den nye adresse.
– Det kan betyde, at der sker noget, der ikke bør ske. Hvis der i stedet havde ligget et tilbud fra en tredjemand, så havde kuratoren kunne forholde sig til, om det var godt eller skidt og have mulighed for at godkende det, siger Pernille Bigaard, der fortsætter:
– Nu virker det jo på alle kreditorer og kuratorer, der kommer bagefter, som om konkursen er sket, uden at de skulle have lov til at se, hvad der foregår og have en holdning til det.
Hun peger på, at det er en metode, der ikke er ukendt ved konkurser.
– Kreditorerne bliver selvfølgelig mistænksomme, og når vi ser på sagerne bagefter, er der ofte overdraget aktiviteter til for lave værdier. Det er ikke nødvendigt at gøre tingene på den måde, og man tænker jo: hvad skal det til for, hvis ikke det er for at skjule noget. Det virker uldent, siger hun.
Firma afviser snyd
Fagbladet 3F har spurgt Thomas Aggesen Schrøder, direktør i Vojens Taxi Service ApS, og som også var direktør i “Selskabet af 7. februar 2022 ApS” om årsagen til overførsel af aktiviteter før konkursen.
– Jeg afviser fuldstændig, at der er tale om snyd. Det var et nødlidende selskab, og det var på grund af corona’en. Det er forfærdeligt med en gæld på 1,7 millioner kroner, men der var ikke andet at gøre. Det er ikke okay at kalde det fup, siger Thomas Aggesen Schrøder.
Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor firmaet flyttede adresse til Nordjylland før konkursen.
– Jeg ved ikke hvorfor. Det var noget, vi blev rådet til af vores rådgiver, siger direktøren.

