Michelle Mortensen kan nogle gange blive mødt med rullende øjne, når hun stolt fortæller, hvad hun laver.
Men hun er ligeglad. For hun gider ikke lægge skjul på, at hun elsker sit fag. Hun sætter en ære i at udføre sit arbejde med glæde og et stor smil.
– Jeg er stolt af det, jeg laver, og det fortæller jeg folk ærligt. Men så kommer de der øjne nogle gange, siger den 36-årige nordjyde, der arbejder på fjerde år som rengøringstekniker på Vadum Skole.

Som medarbejder inden for rengøringsbranchen kan der være langt mellem klap på skulderen og rosende bemærkninger.
Snarere er rengøringsfaget et fag, der bliver talt ned, oplever Michelle Mortensen. Og det er hun rigtigt ærgerlig over.
– For vi gør det skidegodt, og det bør vi altid have i baghovedet. Rengøringsassistenter bekæmper smitteveje og forhindrer børn i at blive syge. Tænk på, hvis vi ikke var her, siger Michelle Mortensen, der gør rent på Vadum Skoles mellemtrin.
Mange står op hver morgen med ondt i kroppen og ømme muskler – og alligevel møder de op og udfører deres arbejde. Det fortjener de et skulderklap for.
Michelle Mortensen
I dag, første mandag i december, sætter man i hele Norden fokus på det vigtige arbejde, der udføres med moppe, gulvasker og klud.
Det er “Rengøringsassistenternes dag”, og det synes Michelle Mortensen er helt på sin plads.
– En dag som i dag bør bruges til at sende en stor hilsen ud til alle rengøringskolleger, der gør et rigtigt flot stykke arbejde. Mange står op hver morgen med ond i kroppen og ømme muskler – og alligevel møder de op og udfører deres arbejde. Det fortjener de et skulderklap for, siger Michelle Mortensen.
Men desværre er det bare sjældent, at der kommer én og siger til rengøringsassistenten: ”Nøj, hvor har du gjort det godt i dag”.
– Det kunne vi alle sammen godt begynde på: At snakke rengøring op, lyder Michelle Mortensens lille bøn.
Morgenmad i Brønderslev
Bønnen høres i hvert fald på “Rengøringsassistenternes Dag”, som også 3F, der organiserer service- og rengøringsassistenter, bakker op om.
I flere lokale 3F-afdelinger er der mandag initiativer i gang, der skal vise rengøringsassistenternes værd.
For eksempel i 3F Midtvendsyssel, hvor faglig medarbejder Danni Lage har været med til at skubbe på for, at flere skoler i Brønderslev Kommune inviterer rengøringsmedarbejderne på morgenbrød og svinger med flag.
Og på Aalborg Universitetshospital bliver dagen markeret med grønne hjerter på rengøringsvognene, der opfordrer kolleger og pårørende til at hilse på rengøringsassistenten.
Danni Lage vil meget gerne være med til at punktere misforståelsen om, at “kan man ikke andet, så kan man gøre rent”.
– For nej, det kan man ikke bare lige. Det kræver faglighed, og der ligger faktisk en uddannelse bag. Men mange negligerer bare rengøringen, selvom et sygehus jo ville lukke, hvis der ikke blev gjort rent i tre dage, siger Danni Lage.
Fik nærmest heltestatus
Han minder om, hvordan rengøringsmedarbejdere landet over nærmest fik heltestatus under corona-pandemien.
– Men nu er de igen i bunden af fødekæden, og det skal vi have gjort noget ved, siger Danni Lage.
Michelle Mortensen er enig. Hun fremhæver ofte selv, at hun er rengøringstekniker og ikke -assistent, da hun har en uddannelse på over et år bag sig.
– Det betyder noget, at jeg har taget en uddannelse og lært om de rette doseringer og de rette rengøringsmidler. Det er en faglighed som alt muligt andet. Og oveni får jeg så i øvrigt knus fra skolebørnene og sjove spørgsmål. Jeg elsker bare mit arbejde, siger Michelle Mortensen.
Oprindeligt kommer idéen til “Rengøringsassistenternes Dag” fra Dansk Rengøringsteknisk Forening og branchemediet Rent i Danmark. I dag markerer flere organisationer og virksomheder dagen.

