Mette blev ulovligt fyret: – Han skal fandme ikke fyre mig på grund af mit barn

Mette Schak Dahlmann gik til 3F, da hun blev fyret på grund af sin graviditet – nu har hun fået erstatning.
- I januar 2025 skal Mette Schak Dahlmann, også kendt som "Mette Murer", tilbage til arbejdet efter barsel. Men få dage før hun skal møde ind, bliver hun fyret.
- Mette mener, hun er blevet fyret på et ulovligt grundlag og kontakter 3F BJMF, der starter en sag mod arbejdsgiveren.
- Efter forhandlinger med Dansk Industri modtager Mette en erstatning på 155.000 kroner, og chefen skriver under på, at han har brudt ligebehandlingsloven.
- Det kan være ubehageligt at kræve din ret, siger Mette Schak Dahlmann. Men hun synes også det er vigtigt, at gå forrest i ligestillingens navn, hvis man kan.
Det er december 2024. Mette Schak Dahlmann har de seneste måneder været på barsel med sin lille pige. Hun forbereder sig på at vende tilbage til sit arbejde som murer om en uges tid.
Hun forsøger at få fat på sin chef, men han svarer ikke. Fire dage, før hun skal møde på arbejde, tikker der en besked ind på mobilen:
“Hej Mette. Vi har ikke rigtigt gang i så meget de næste par måneder, så du kommer desværre tilbage til en fyreseddel.”
Da hun får beskeden, er hun ikke i tvivl.
Hun er blevet fyret på grund af sin graviditet.
Så hun går til sin lokale 3F-afdeling, 3F BJMF i Valby, som hjælper hende.
Sagen er nu endt med, at Mette Schak Dahlmann har fået en stor erstatning, og hendes tidligere chef har erkendt, at han har brudt ligebehandlingsloven.
Fremtrædende stemme
Mette Schak Dahlmann er 35 år og blev udlært murer i 2015.
Hun har med tilnavnet “Mette Murer” været en fremtrædende stemme i debatten om ligestilling i byggebranchen.
Hvis jeg ikke tør føre sådan en sag, tror du så, at en ung kvinde på 20 år, der lige har været gravid, tør?
Mette Schak Dahlmann
Hun har blandt andet sat fokus på kvinders ret til at kunne tage et bad på byggepladsen. I 2021 lykkedes det, da det blev skrevet ind i loven, at baderummet i skurvogne skal have en dør, der kan låses.
I starten af 2023 gik Mette Schak Dahlmann i fertilitetsbehandling sammen med sin kvindelige kæreste. Og i maj samme år blev hun gravid.
Kort efter fortæller hun om sin graviditeten til chefen på hendes arbejdsplads, byggefirmaet Bang Nielsen Entreprise.
“Føler mig snydt”
Mette Schak Dahlmann føder en lille pige i februar 2024 og går derefter på barsel.
I oktober hører hun fra en kollega, at han har hørt deres chef sige, at Mette Schak Dahlmann snart bliver fyret, og at det blandt andet er på grund af hendes graviditet.
Fertilitetsbehandling og graviditetsundersøgelser har betydet fravær, og derudover har der været et par ekstra undersøgelser på grund af Mette Schak Dahlmanns sukkersyge.
Men det er alt sammen lovligt fravær.
Det er slet ikke pengene, det handler om.
Mette Schak Dahlmann
– Sådan er det jo, når man skal have et barn på den måde, jeg skulle have et barn på, siger Mette Schak Dahlmann.
Så da Mette Murer er ved at forberede sig til at komme tilbage på arbejde, men i stedet bliver fyret på sms af sin chef, bliver hun vred.
– Han skal fanme ikke fyre mig på grund af mit barn. Jeg føler mig snydt, fordi han siger, at det er på grund af nedgang i arbejde, men jeg ved, at han har nok, siger hun.
Så igen må Mette Schak Dahlmann tage kampen op for kvinders rettigheder i byggebranchen, og 3F går ind i sagen.
Ekstra brænde på bålet
I januar i år er der første mæglingsmøde mellem 3F og Dansk Industri.
Her er Mette Schak Dahlmanns tidligere chef klar til at give hende en erstatning på 100.000, men uden at skrive under på, at han har brudt ligebehandlingsloven.
Derfor ender hun med at sige nej.
– Det er slet ikke pengene, det handler om. Det er vigtigt for mig, at der står, at han har brudt ligebehandlingsloven. Det var ekstra brænde på bålet, at det var på grund af mit barn, forklarer hun.
Ved andet møde går chefen med til at skrive under på, at han har brudt ligebehandlingsloven, og erstatningen stiger til 155.000 kroner.
Ubehageligt at kræve sin ret
Selvom Mette Schak Dahlmann vinder sagen, kommer kampen også med en pris, fortæller hun.
– Det kan være ubehageligt at kræve sin ret. Men mine venner mindede mig om, at det ikke var mig, der havde gjort noget galt.
– Og hvis jeg ikke tør føre sådan en sag, tror du så, at en ung kvinde på 20 år, der lige har været gravid, tør? Jeg følte, at jeg skulle gå foran, siger hun.
Forhandlingssekretær i 3F Byggegruppen Andy Jakobsen har ført sagen, og han bekræfter, at der er lavet et forlig “som alle har kunnet se sig selv i”.
Fagbladet 3F har rakt ud til Mette Schak Dahlmanns tidligere arbejdsgiver, Bang Nielsen Entreprise, men firmaet ønsker ikke at kommentere sagen.
