Vi kender det godt, når toiletbesøget bliver en anelse længere end strengt nødvendigt.
Men denne korte pause fra en travl arbejdsdag ville en leder på Matas’ lager i Humlebæk gøre op med.
Ifølge lederen burde medarbejderne have tegnedrengen frem, hvis de sad på toilettet i mere end tre minutter.
Det skriver Ekstra Bladet.
Forslaget kom frem til et stormøde og skulle være afledt af, at flere medarbejdere var frustrerede over, at toiletterne var optagede i for lang tid.
På egen regning
– Toiletbesøg er for lange. Dvs. man gør det, der skal gøres, og så videre i teksten i stedet for at finde sin Facebook frem for at scrolle eller åbne Candy Crush, eller hvad de nu laver, lød det fra en trivselsambassadør på vegne af flere utilfredse medarbejdere.
Til stormødet foreslog lederen så, at medarbejderne måtte stemple ud, hvis deres toiletbesøg gik over tre minutter, så de ikke ville få løn for den resterende tid.
Efter konfrontation fra Ekstra Bladet har lederen dog trukket beslutningen tilbage og lagt sig fladt ned.
– Det var ene og alene ment som et forslag/rettesnor til at få overstået sit toiletbesøg inden for en ‘rimelig tid’, har lederen efterfølgende skrevet til medarbejderne.
