‘I bliver simpelthen nødt til at finde bedre løsninger’,’tag børnenes trivsel alvorligt og stop tvungne lukkeuger’.
Det er nogle af de protester, som københavnske småbørnsforældre kommer med i disse dage. Protesterne tager form af underskriftsindsamling, debatindlæg, mails og åbne breve til politikerne.
Det skriver DR P4 København.
Daginstitutionerne i Københavns Kommune skal spare omkring 30 millioner kroner, og det kan ske ved at samle børnene i færre institutioner i løbet af sommerferien. Regnestykket går, ifølge kommunen, op, hvis halvdelen af institutionerne holder lukket i tre uger.
Men den beslutning møder stor modstand fra forældrene. Hos KFO, Københavns Forældreorganisation, modtager de massivt flere henvendelser fra bekymrede forældre, end de plejer, skriver DR P4 København.
– Vi får rigtig mange henvendelser, og forældrene er rigtig godt organiserede, snakker sammen og skriver breve, siger formanden for Københavns Forældreorganisation, Julie Kyndesgaard til DR P4 København.
En af dem, der sammen med andre forældre gør indsigelser, er Humaira Nasim, der har en datter på tre år. Som formand for forældrebestyrelsen i institutionen Damperen har hun været med til at sende et åbent brev til de københavnske politikere for at give udtryk for sin utilfredshed.
– Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at der skal spares så mange penge på området. Det kommer til at gå ud over rigtig mange familier inklusiv min egen, hvor vi risikerer ikke at skulle holde ferie sammen, siger Humaira Nasim til DR P4 København.
Københavns Kommune lægger op til, at der skal være en af institutionerne i den klynge, som børnehaver og vuggestuer er organiserede i, som skal være åben. Derfor er der mulighed for pasning af børnene i lukkeugerne, men bare ikke i de vante rammer.
– Jeg kender ikke det personale, min datter skal afleveres ved, og jeg kender ikke pædagogerne, så det har jeg ikke lyst til, siger Humaira Nasim til DR P4 København.
Og hun bliver bakket op af Københavns Forældreorganisation (KFO), som godt kan forstå, at forældrene er utrygge.
– Det er et problem, at man skal aflevere sit barn i nye rammer. Det kan være rigtig utrygt for et lille barn, siger Julie Kyndesgaard til DR P4 København.
Hun anerkender, at politikerne har lagt vægt på, at der skal følge en pædagog med fra barnets institution, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en pædagog, barnet kender. Derfor mener hun, at besparelsen kan få en social slagside:
– Folk uden netværk, folk, der ikke selv kan vælge ferie, og folk uden flekstid bliver hårdere ramt her, siger Julie Kyndesgaard til DR P4 København.
Hos pædagogernes fagforening BUPL Hovedstaden hører man også om bekymrede pædagoger og forældre, der organiserer protester. Og her tror de slet ikke, at regnestykket for besparelserne holder:
– Hvis der skal være det tilstrækkelige antal kendte voksne, som børnene kender, så kommer økonomien ikke til at passe, siger formand for BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff, til DR P4 København.
Hos Børne-og ungeudvalget i København bekræfter flere politikere, at de modtager en del henvendelser fra frustrerede og bekymrede forældre.
– Det er både enkelte forældre og forældrebestyrelser, og det er meget, meget mere, end vi plejer at få, siger Knud Holt Nielsen fra Enhedslisten til DR P4 København.
På trods af mængden af oprørte beskeder, der tikker ind i indboksen, så holder flere af politikerne fast i, at besparelserne, der fører til sommerferielukket i daginstitutionerne, er den rigtige måde at gøre det på.
– Jeg vil hellere indføre det her, end skulle lave besparelser i løbet af året, siger Jens-Kristian Lütken fra Venstre til DR P4 København.
Det samme mener Klaus Mygind fra SF:
– Det er fornuftigt at bruge ressourcerne i hverdagen og sige, at så gør vi noget andet om sommeren, mener han til DR P4 København.
Enhedslisten er ikke med i budgetaftalen, og Knud Holt Nielsen mener da også, at kommunen har prioriteret forkert.
– Det bliver byens børn, der betaler prisen for, at man vil have lavere parkeringsafgifter, gratis byggesagsbehandling og mange millioner til megaevents, mener Knud Holt Nielsen til DR P4 København.
Børne – og ungeborgmester i København Jesper Christensen (S) forsvarer besparelserne med, at regeringens serviceloft holder kommunen fra at droppe dem samt øgede udgifter til specialundervisning i kommunen.
