Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, bliver anklaget for upassende opførsel over for en række mænd.
Det er blandt andet sket i form af berøringer, og Lizette Risgaard undskylder på Facebook for sin opførsel.
Det skriver Berlingske og Ekstra Bladet.
FH har indkaldt til hastemøde om sagen fredag morgen.
De drejer sig om omkring 10 episoder i perioden 2016 til 2021, mens hun har været formand for FH.
En af mændene har i to tilfælde oplevet, at Lizette Risgaard har opført sig upassende.
Den ene gang var i 2016, hvor Lizette Risgaard ifølge manden var “tydeligt irriteret” over, at han ikke ville danse tæt til en julefrokost.
Den anden gang var i 2021, hvor FH–lederen tog ham på numsen. Et vidne, som Berlingske og Ekstra Bladet har talt med, gik efterfølgende til næstformanden i FH og fortalte om episoden.
Mændene, der alle er anonyme, understreger, at de ikke har følt sig seksuelt krænkede i de konkrete situationer. Men en af dem siger til medierne, at “magtudøvelsen er, at jeg ikke kan sige fra og sige det”.
3F: Vi tager afstand fra alle krænkelser
En række formænd for FH’s medlemsforbund har udtalt sig i sagen.
En af dem er Henning Overgaard, der er forbundsformand i 3F og har plads i FH’s forretningsudvalg:
– 3F tager afstand fra enhver form for krænkelser og ser med stor alvor på de episoder, som er beskrevet i medierne. Vi ser frem til at få sagen belyst hurtigt og grundigt, lyder det i en udtalelse fra Henning Overgaard.
Anja C. Jensen, formand for HK, har kommenteret sagen på Facebook.
– Jeg tager dette her ekstremt alvorligt. Jeg har nultolerance over for krænkende adfærd, som for eksempel mobning eller seksuel chikane, lyder det.
Claus Jensen, formand for Dansk Metal, vil over for Børsen ikke kommentere anklagerne, men siger:
– Hvis der er nogen, der føler sig krænket af nogen art, så håber jeg, de vil bruge den whistleblowerordning, som vi har i fagbevægelsen, i lige præcis den her slags sager.
Hastemøde i FH
De 25 medlemmer af FH’s Forretningsudvalg mødtes fredag morgen kl. 7 til et virtuelt møde for at drøfte sagen.
Lizette Risgaard har endnu ikke givet interview om sagen. Men på Facebook har hun lagt en kommentar ud sent torsdag aften:
– Jeg har handlet uprofessionelt som leder. Og jeg har slet ikke været bevidst om min egen position og den magt, som naturligt følger med. Men det er ikke nogen undskyldning! Pilen peger på mig og min adfærd: Den har været uprofessionel og forkert og skal ændres med det samme, lyder det blandt andet i opslaget.
Ifølge Politiken bistår Fagforeningen DJØF et medlem, som i 2021 oplevede at blive udsat for grænseoverskridende adfærd og berøringer fra Lizette Risgaard.
Lizette Risgaard har været formand for først LO og siden FH siden 2015.
Opdatering, klokken 9.54:
Krisemødet i FH sluttede omkring klokken 9.45, men foreløbigt er der ikke nogen udmelding om, hvorvidt sagen vil få konsekvenser for Lizette Risgaard.
Flere ungdomsforbund, herunder 3F Ungdom, Blik & Rør Ungdom, HK Ungdom og Lærerstuderendes Landskreds, kræver hendes afgang.
HK har indkaldt til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde klokken 13.
Opdateret klokken 13.32 med kommentar fra Henning Overgaard.

