Depression. Daglige rygsmerter – plus et brækket haleben, der ikke voksede ordentligt sammen og betød, at hun måtte føde sin datter ved kejsersnit.
De fysiske og psykiske omkostninger har været store for Zulfiya Rakhimi, siden den tidligere serviceleder kom til skade ved en faldulykke på jobbet.
– Det har været meget, meget hårdt, siger den 36-årige 3F’er, der har rødder i Usbekistan.
Fik tung rist ned over sig
Om formiddagen 2. august 2012 skulle Zulfiya Rakhimi og hendes kolleger gøre hovedrent på Virupskolen i Hjortshøj inden skolestart.
Zulfiya Rakhimi ville lufte ud i et klasselokale og åbnede vinduer og en yderdør. Under døren lå der en såkaldt elefant-rist henover en lysskakt med en stige ned til et teknikrum.
Hun trådte ud på gitterristen med sin ene fod for at sætte en dørstopper under døren. Risten vippede, og hun faldt 2,2 meter ned i betonskakten, hvor der lå glasskår.
Den 37 kilo tunge rist faldt samme vej og ramte hendes skinneben.
– Det blødte meget. Jeg sad fastspændt med risten over mine fødder, var meget chokeret og besvimede flere gange. Min mobiltelefon lå i en rengøringsvogn, så jeg prøvede at råbe om hjælp, siger Zulfiya Rakhimi.
Til sidst lykkedes det hende at kravle op ad skakten og hen til en nærliggende skolefritidsordning, hvor hun fik hjælp og blev bragt på skadestuen, hvor hun blev syet med flere sting.
Juridisk tvist
Zulfiya Rakhimis mand tog kort efter ulykken hen på skolen, hvor han let kunne løfte risten op ad dens ramme. Risten blev efterfølgende – i 2013 – udskiftet med en rist med lås, mens arbejdsulykken for Zulfiya Rakhimis vedkommende førte til en sygemelding og en længerevarende juridisk tvist med Aarhus Kommune.
8. februar 2016 blev Aarhus Kommune frikendt ved Retten i Aarhus. Retten fandt ikke, at der var bevis for, at kommunen på nogen måder havde et ansvar for ulykken. Eller at risten på ulykkestidspunktet var ulovlig. Virupskolens pedel forklarede under retssagen, at han var forbi risten hver dag, når han var på arbejde, for at se, om den lå rigtigt. Pedellen havde aldrig før oplevet, at risten lå skævt, eller at der var sket ulykker i forbindelse med den.
Med hjælp fra 3F ankede Zulfiya Rakhimis dommen. Og ved Vestre Landsret i Viborg blev Aarhus Kommune 15. december 2016 dømt til at betale 229.224 kroner i erstatning til Zulfiya Rakhimi. Derudover kan hun se frem til at få cirka 67.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Aarhus Kommune blev også dømt til at betale lidt over 92.000 kroner til statskassen i sagsomkostninger for by- og landsretten.
“Uforsvarlig konstruktion”
Landsretten mente ikke, at der var en saglig grund til, at kommunen havde valgt at kombinere en adgangsvej til skolen med en skakt til et teknikrum, der var dækket af en rist. Der var tale om en “uforsvarlig konstruktion” med betydelig fare for nedstyrtning, fremgår det af domsudskriften.
– Jeg er meget lettet over, at vi endte med at vinde sagen. Da jeg lå nede i skakten, tænkte jeg på, at ingen børn, skoleelever eller andre skulle komme til skade lige som mig, siger Zulfiya Rakhimi, der i dag er ansat i et fleksjob som administrativ medarbejder i sin mands virksomhed.
– Ulykken kunne have været undgået, hvis risten havde været låst fast. Det undrer mig, at den ikke var det. Det bør man sikre sig alle andre steder, hvor der ligger den slags riste, siger hun.

