Skal man knokle hårdt for at gå tidligere på pension?
Og er det overhovedet et værdigt liv, man får på pension, hvis man er nedslidt, inden man når dertil?
Det er nogle af de emner, der er oppe at vende på Fagbladet 3F’s Facebook-side, efter vi i sidste uge bragte historien om sjakbajs Jesper Hansen, der tjener kassen og planlægger at gå tidligere på pension.
Selv er Jesper Hansen uenig i kritikken:
– Jeg har set de her opslag på Facebook, men folk ved jo ikke, hvordan vi arbejder i vores sjak, siger han og fortsætter.
– Det er jo ikke sådan, at vi bare knokler røven ud af bukserne. Det er slet ikke sådan, det fungerer. Derfor synes jeg slet ikke, at det er berettiget at skrive sådan.
Du nedslider dig selv, inden du når pensionen
Fagbladet 3F’s opslag om Jesper Hansens akkordløn blevet kommenteret af over 100 Facebook-brugere.
Flere af dem mener, at Jesper Hansen ikke burde nedslide sig selv for at gå tidligere på pension.
Klog beslutning hvis altså du holder, til du får råd til din pension
Michael Gylden Houmann
Det mener Carsten Finn Petersen eksempelvis:
– Ikke en særlig klog måde, lyder det kontant.
Og Lindy Madsen er enig.
– Der er noget helt galt, når folk kæmper for at få en ordentlig pension, som ikke følger det, som regeringen altså mener, man skal. Fint at Jesper slider ekstra på sig selv, men det burde ikke være sådan, skriver hun.
Michael Gylden Houmann er derimod usikker på, om Jesper Hansen gør det rigtige.
– Klog beslutning hvis altså du holder, til du får råd til din pension, lyder det.
En anden mener, at løsningen findes ved, at man dropper systemet med akkord-aflønning.
– Akkord skal afskaffes, da folk knokler for at tjene mange penge og ender med at blive slidt ned tidligt, skriver Michael Groth blandt andet i en kommentar.
Han gør da en indsats, og regner ikke med, at det er samfundets problem. Spar op til jeres otium.
Søren Jensen
Denne påstand køber sjakbajs Jesper Hansen slet ikke.
– Folk ved jo ikke, hvor hårdt jeg arbejder. Der er jo ikke nogen, der kan sige, at akkord er hårdere arbejde end så meget andet, siger han.
Fint at spare op
I den anden boldgade er der også dem, som mener, at det er en god idé at spare ekstra op til pensionen.
En af dem er Kenneth Jakobsen.
– Klog beslutning. Jo mere man har sparet op, og jo mindre man skylder i huset for eksempel. Jo mere ligeglad kan man være med fremtidige politiske flertals luner, skriver han i en kommentar.
Og Søren Jensen stemmer i.
– Han gør da en indsats, og regner ikke med, at det er samfundets problem. Spar op til jeres otium, lyder det kontant.
Hvis man er i tvivl om, hvor meget jeg slider på mig selv, så må man jo komme ned og se, hvordan vi arbejder.
Jesper Hansen
– Kom og se hvordan vi arbejder
Jesper Hansen giver en klar opfordring til alle, der er usikre på, om han nedslider sig selv:
– Hvis man er i tvivl om, hvor meget jeg slider på mig selv, så må man jo komme ned og se, hvordan vi arbejder, fastslår han.
Og selvom hans lønseddel er høj, betyder det ikke, at han og sjakket arbejder mere end andre.
– Vi har jo en 37 timers arbejdsuge ligesom alle andre, siger han.
Hvis du vil være med i debatten, kan du finde opslaget på Fagbladet 3F´s Facebook-side.

