Sneen giver store udfordringer på vejene i Østjylland, og det mærker lastbilchauffør Kurt Larsen, der holder på 19. time på hovedlandevejen mellem Rønde og Randers.
– Jeg kan ikke komme ud af stedet på grund af personbiler, der er kørt fast længere fremme – der er slet ikke blevet ryddet sne. Jeg har holdt stille siden onsdag eftermiddag og har overnattet i lastbilen, fortæller han til Fagbladet 3F.
Nattesøvnen blev forstyrret klokken 00.30 i nat, hvor der blev banket på døren i førerhuset.
– Det var et køretøj fra beredskabet med træk på alle hjul, der bad mig køre efter ham. Men der var så meget løs sne, at jeg måtte opgive og bakke ind til siden, så jeg ikke holdt i vejen, fortæller han.
Lever af klejner og iste
Kurt Larsen har, som mange af de fastkørte bilister, ikke manglet vådt eller tørt. Onsdag aften kom en venlig sjæl nemlig forbi med halvanden liter iste og en pose Karen Wolff-klejner til ham.
– Klejnerne har jeg fået til morgenmad, så jeg er ikke sulten lige nu. Men jeg savner virkelig en kop kaffe. Der kom en med en kop pulverkaffe til mig i går, men den var simpelthen så stærk, at jeg måtte hælde den ud. Ellers havde jeg ikke kunne sove i nat, siger 3F’eren, der bor i Spentrup i Østjylland.

Først fri af sneen til fyraften
Kurt Larsen fryser ikke, da han har varme på – lastbilen har også oliefyr. Og skulle han have et ærinde i sneen, har han også vinterdresset med.
Kurt Larsen har været chauffør i 42 år og kørt i det meste af Europa, men har aldrig før prøvet at holde i kø og sidde fast i så lang tid på grund af vejret.
Han ved ikke, hvornår han kommer ud at køre igen.
– Mit bedste bud er, at det let kan gå hen at blive eftermiddag, før jeg kommer fri, siger Kurt Larsen, der nu bare håber på, at der kommer en forbi med en kop kaffe.
– Bare den ikke er for stærk, griner han.

