Et bud hos budgiganten Dao – Dansk Avis Omdeling – er sammen med kollegerne på et jysk depot dybt frustreret over, at lønsedler og beregning af deres løn virker helt uforståelige. Han har i en årrække omdelt aviser, pakker og breve.
– Lønnen er altid forskellig, og det er et af de store problemer – mine kolleger er enige med mig. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi bliver aflønnet. Hvordan lønnen bliver beregnet. Der er ingen gennemsigtighed i det her firma. Lønsystemet giver ingen mening, slår han fast.
Buddet ønsker at være anonym, da han frygter en fyreseddel, hvis han står frem med sin kritik med navn.
Kender ikke sin løn
Buddet har sagt til cheferne igen og igen, at det er umuligt at forstå lønsedlerne, men ingen vil eller kan forklare noget, fortæller han.
Vi ved aldrig, om vi får den rigtige løn, eller om vi bliver snydt.
Anonym
Han fortæller, at han stadig ikke ved præcis, hvad hans timeløn er.
– Vi ved aldrig, om vi får den rigtige løn, eller om vi bliver snydt, siger han.
Dao: Arbejder på at forenkle lønsedler
Fagbladet 3F har forelagt kritikken af Daos lønsedler og lønberegning for direktør Hans Peter Nissen.
Han anfægter i et mailsvar budenes anonymitet.
– Det er påfaldende, at så mange klager over så meget, men at ingen vil stå frem. På den måde aner vi ikke, hvad vi kommenterer på, og du (journalisten, red.) forhindrer os i at undersøge og besvare hver enkelt sag konkret. Så vi vil opfordre til at hæve (eller begrænse) anonymiteten, lyder det i et svar på mail.
Direktøren skriver videre, at lønsedlerne er meget detaljerede.
– Vi arbejder på at forenkle dem, siger han.
3F: Kompliceret lønsystem
Forhandlingssekretær i 3F Transport Ole Christensen pointerer, at Daos lønsystem vitterligt er meget kompliceret.
– Det er en af grundene til, at budene har svært ved at afkode deres lønsedler, som er tilsvarende komplicerede og uigennemsigtige, siger han og slår fast, at det er Daos pligt og ansvar at forklare budene lønsedlerne og forklare, hvordan lønnen er beregnet.
Han peger på, at hovedproblemet er, at lønsystemet ikke er tidssvarende.
– Det blev lavet for 15-20 år siden og var udelukkende rettet mod avisbude. I dag er de fleste bude udlændinge, og de skal også omdele pakker og breve, og det er lønsystemet ikke indrettet til, siger han.
Budene arbejder på en såkaldt fyraftensakkord, hvor de aflønnes efter hvor mange pakker, breve og aviser, de når at dele ud i løbet af natten.
Arbejdsmarkedsforsker: Uigennemskuelige lønsedler
– 3F ønsker en overenskomst med timeløn, som jo ville forenkle både lønsystem og lønsedler, så de var til at forstå, siger Ole Christensen.
Han oplyser, at 3F og arbejdsgiversiden er i gang med et udvalgsarbejde, der skal forenkle lønsystemet og lønsedlerne.
– Vi forventer, at der bliver rettet op i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2025, siger han.
Arbejdsmarkedsforsker og lektor Laust Høgedahl, Aalborg Universitet, har kigget nærmere på Daos lønsedler, som han kalder “uigennemskuelige”.
– Det er påfaldende, at selv faglige folk, der sidder med lønsedler til hverdag, har svært ved at gennemskue dem. Jeg havde også meget svært ved det, og en ufaglært migrantarbejder har jo ikke en jordisk chance for at gennemskue, hvordan lønnen er beregnet, siger han.


