Ville du bo på Stilladsarbejdervej? Protest over vejnavne opkaldt efter håndværk og værktøj

Boligområdet Fælledby på Amager Fælled får vejnavne opkaldt efter håndværk og værktøj – men det møder protester fra lokaludvalg og bygherre.
- Vejene og pladserne ved nybyggeriet Fælledby på Amager Fælled skal lede tankerne hen på håndværkerfag.
- Forslaget møder dog kritik fra Amager Vest Lokaludvalg og bygherrerne bag byggeriet.
- De foreslår i stedet navne baseret på dyre- og plantelivet i den omkringliggende natur ved Amager Fælled.
- Byggegruppen i 3F bakker op om vejnavnene.
Kunne du bo på Blikkenslagervej, Vandkandevej, Trillebørvej eller Stilladsarbejdervej?
Eller måske sidde og nyde en kop kaffe på Murstens Plads eller Brostens Plads?
Så har du nu muligheden i det omstridte nybyggeri Fælledby på Amager Fælled.
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har nemlig godkendt Vejnavnenævnets forslag til navngivning af 16 veje og tre pladser i Fælledby på Amager Fælled.
Vejnavnene sætter fokus på, at der skal en elektriker til at trække ledningerne, en skruetrækker til at skrue skruer i, og en arkitekt til at tegne, hvordan det skal se ud.
Michael Severinsen
Vejnavnene tager udgangspunkt i temaet byggeri, og det har altså givet nogle lidt ualmindelige navne.
“Savner charme”
Det er dog ikke alle, som er lige begejstrede for de nye vejnavne.
– Vi mener, at forslagene savner charme, lyder det i et høringssvar fra Amager Vest Lokaludvalg.
Lokaludvalget savner, at vejnavnene er forankret i området og har derfor foreslået at bruge Amager Fælleds dyre- og planteliv som inspiration.
Lokaludvalget mener, at navnene skal afspejle nogle af de mange truede og bevaringsværdige dyr og blomster, der er at finde på fælleden.
Også bygherren Fælledby P/S har et ønske om at navngive gader og pladser i Fælledby efter den omkringliggende natur – naturnavne er “mere tidsløse og universelle”, anfører bygherren.
Hyldest
Michael Severinsen, der er forhandlingssekretær for 3F Byggegruppen, som organiserer landets bygningsarbejdere, er uenig i kritikken.
Han er glad for, at man prøver at pryde vejnavnene med håndværkerfag og bygningsarbejdernes værktøj.
– Det er relevante vejnavne, der sætter fokus på, hvad der er nødvendigt i en byggeproces, siger han til P1 Morgen.
– Der skal en elektriker til at trække ledningerne, der skal en skruetrækker til at skrue skruer i, og der skal også en arkitekt til at tegne, hvordan det skal se ud, fortsætter Michael Severinsen.
Han mener ikke, at vejnavnene mangler charme, men ser det derimod som en hyldest til håndværkerfagene.
“Håndværkerkvarteret”
Blot et stenkast fra den nye Fælledby ligger den almene boligbebyggelse Urbanplanen.
Og den har allerede flere håndværksfag som vejnavne. Det er for eksempel Stolemagerstien, Lygtemagerstien, Hjulmagerstien, Hattemagerstien og Kurvemagerstien.
Boligbyggeriet Fælledby er et af de mest omstridte byggeprojekter i København. Der har særligt været kritik af, at byggeriet ødelægger natur og truede dyrearter på Fælleden.
Hvis alt går efter planen, skal de 2.000 nye boliger i området tages i brug i år.
Og Michael Severinsen fra 3F Byggegruppen håber, at de nye indbyggere i Fælledby også vil tælle 3F-medlemmer, som så kan bryste sig af at bo i “håndværkerkvarteret”.
Vejnavnene vil træde i kraft fra 1. april 2025.
