Den australske tømrer Daniel Ingham har boet i Danmark med sin danske kæreste i seks år og har haft fast arbejde hos entreprenørfirmet Einar Kornerup A/S i mere end fem år. Men nu skal han forlade landet. Det har Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) besluttet.
Det mener beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) ikke er rimeligt.
– Jeg synes, det er helt hen i vejret. Det er mangel på professionalisme hos SIRI, siger Karsten Hønge (SF), der vil tage sagen op med ministeren.
Uenighed om dokumentation
Daniel Ingham fik afslag på forlængelse af sin arbejds- og opholdstilladelse med den primære begrundelse, at han ikke tjente de 417.793,60 kroner om året, som er forudsætningen for hans opholdstilladelse. Derudover mente styrelsen, at han ikke arbejdede 37 timer om ugen, hvilket også er et krav.
Men af tømrerens lønsedler fremgår det, at både timekrav og lønkrav var opfyldt.
Sagen undrer Karsten Hønge.
– Der er så mange andre sager, hvor det danske arbejdsmarked bliver oversvømmet med udenlandsk billig arbejdskrafts. Det her er jo det modsatte, siger han.
Derfor vil han mandag sende følgende spørgsmål til Udlændinge- og integrationsministeren, Kaare Dybvad Bek (S):
– “Hvad vil ministeren gøre for, at SIRI bliver bedre til at træffe afgørelser, der flugter med virkeligheden?”
Han fortæller, at han i sit spørgsmål vil referere til sagen om Daniel Ingham.
Ø: resultat af umenneskelig udlændingepolitik
Udlændingeordfører Rosa Lund er på linje med Karsten Hønge, men retter derudover kritik mod regeringens udlændingepolitik.
– Endnu engang spænder regeringens egen umenneskelige udlændingepolitik ben for deres mål om mere arbejdskraft. Det er de simpelthen nødt til at få styr på, siger Rosa Lund (Ø) og fortsætter:
– Jeg synes, sagen er meget langt ude. Der er tale om en person, som gerne vil være i Danmark, og som endda arbejder i en branche, hvor vi mangler arbejdskraft.
Politikerne har i årevis talt om mangel på faglært arbejdskraft, og en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at Danmark kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030.
Enhedslisten vil sende et skriftligt spørgsmål til ministeren i næste uge, men ikke blot på baggrund af sagen om Daniel Ingham. Rosa Lund mener ikke kun, at SIRI er problemet, men at reglerne for opholdstilladelse er for stramme.
Fagbladet 3F har henvendt sig til samtlige beskæftigelses- og udlændinge og integrationsordførere om deres holdning til sagen, men efterårsferien har stået i vejen for en tilbagemelding.


