Det er et hårdt fysisk arbejde i et køligt og vådt miljø.
Men alligevel vender sæsonarbejdere år efter år tilbage til arbejdet med at slagte, rense og kontrollere fisk på Musholms fabrik på den lille havn på Reersø på Vestsjælland.
Blandt andre den 39-årige polak Konrad Madry, som nu på fjerde sæson arbejder i en periode på omkring toenhalv måned om efteråret hos virksomheden, der opdrætter ørreder.
– Lønnen for det her arbejde er nok dobbelt så høj som i Polen.
Konrad Madry
De står 11 arbejdere på en række ved siden af hinanden på produktionsbåndets linje to, da han lader sig skifte ud med en af linjens to reserver for at tage en kort pause fra det hårde arbejde og tage sig tid til at tale med Fagbladet 3F’s udsendte:
– Pauserne er det bedste ved jobbet, siger Konrad Madry og griner højt.

Meget højere løn
Han er en af 99 sæsonarbejdere, der lige nu arbejder på en 3F-overenskomst hos Musholm. 81 af dem kommer fra Polen – og kan synge med på den polske musik, som runger ud fra en højtaler i fabrikshallen.
Der arbejder cirka lige mange mænd og kvinder som sæsonarbejdere hos Musholm. Mange af dem danner par privat.
Konrad Madrys liv er sprættet op i sæsoner.
Fra maj til august styrer han sin fiskerestaurant ved Østersøen i byen Krynica Morska nær Gdansk i det nordlige Polen. Om efteråret arbejder han hos Musholm på fabrikken på Reersø. Og fra omkring juletid til maj slapper han af.
– Lønnen for det her arbejde er nok dobbelt så høj som i Polen. Der er gode kolleger. Og vi skifter arbejdsposition hver halvanden time. Vi elsker stedet, siger Konrad Madry om Musholms fabrik på Reersø.
Hans 29-årige kæreste Wioleta Kruczkowska har i tre sæsoner arbejdet på fiskefabrikken på Vestsjælland.
Kommer nok tilbage
Parret vil fortsætte deres arbejde på fabrikken, indtil årets sæson formentlig slutter 17. december.
Hvis altså det danske efterårsvejr forbliver forholdsvist mildt, og der ikke pludselig dukker storme op, som kan forsinke arbejdet med at hente ørrederne ind fra virksomhedens tre havbrug i Storebælt.
– Selvfølgelig ønsker vi at komme hjem til jul. Vi tager fisk fra fabrikken med hjem til Polen og spiser dem til jul og på andre tider af året. Det er rigtig god fisk, siger Konrad Madry.
Pausen er ved at være slut. Konrad Madry skal tilbage i rækken af medarbejdere. Han skal afløse sin kæreste og lægge aflivede ørreder op i anlægget, så deres bug kan blive sprættet op af sidemanden til venstre, inden andre kolleger længere nede i rækken vil tage fiskenes indvolde ud.
– Det her er et herligt sted. Med 99 procent sikkerhed kommer jeg tilbage næste år, hvis helbredet er i orden. Med mindre altså, at jeg vinder i lotto, griner han.

