Byggebagmand dømt igen: Millioner forsvandt ud af firma før konkurs

Den tysk-tyrkiske byggebagmand Gencay Celik gemte sig bag stråmand og efterlod gæld for over 8,6 millioner kroner.
- Gencay Celik, berygtet byggebagmand, får to års konkurskarantæne for groft uforsvarlig forretningsførelse i firmaet Contec ApS.
- Han har ifølge kurator benyttet en græsk stråmand til at drive virksomhed trods karantæne.
- Gælden til kreditorerne overstiger 8,6 millioner kroner, herunder 2,3 millioner til skattemyndighederne.
- Sø- og Handelsretten har fastsat Gencay Celiks karantæne til to år på grund af lang sagsbehandlingstid.
- Det er ikke lykkedes at få en kommentar til sagen fra Gencay Celik.
Den tysk-tyrkiske byggebagmand Gencay Celik har længe været en berygtet figur i den danske byggebranche.
Fagbladet 3F har tidligere afsløret, hvordan han fik en fod indenfor på AP Pension og Nykredits milliardbyggeri i Nordhavn trods en række sager om grov underbetaling og kummerlige forhold for sine ansatte, som han havde indkvarteret på et nedlagt bordel.
Nu er Gencay Celik igen blevet dømt for sine lyssky metoder.
Sø- og Handelsretten har 23. oktober 2025 pålagt ham to års konkurskarantæne for “groft uforsvarlig forretningsførelse” i byggefirmaet Contec ApS.
“Konkursrytter af Guds nåde”
Afgørelsen vækker opsigt, fordi Gencay Celik har begået overtrædelserne, mens han allerede var underlagt konkurskarantæne i en tidligere sag.
Det var i forbindelse med firmaet Estrotec ApS, som indbragte ham en konkurskarantæne i perioden 2021–2023.
Kurator Boris Frederiksen skriver i sin redegørelse af den nye sag, at Gencay Celik “har udvist vilje og evne til at fortsætte sin retsstridige og kritisable adfærd videre i Contec ApS”.
Ifølge statsautoriseret revisor Lars Kiertzner er der tale om et usædvanligt groft mønster:
– Han er jo konkursrytter af Guds nåde. Det er jo en mand, der bliver i business uanset hvad, siger han til Fagbladet 3F.
Skjulte sig bag stråmand
For at omgå sit forbud mod at drive virksomhed indsatte Gencay Celik en græsk stråmand som direktør i Contec ApS.
Men ifølge kurator Boris Frederiksen var det altså Celik, der traf alle væsentlige beslutninger, førte dialogen med advokaterne og havde fuldmagt til selskabets bankkonto i Sydbank.
– Konkurskarantænereglerne forhindrer jo tydeligvis ikke, at han har kunnet benytte en stråmand og fortsætte driften, konkluderer statsautoriseret revisor Lars Kiertzner.
Han fremhæver, at brugen af en stråmand for at omgå konkurskarantæne er en grov overtrædelse, der kan straffes med op til et halvt års fængsel efter straffelovens paragraf 131.
Millioner forsvandt i den blå luft
Gencay Celik har efterladt sine kreditorer med en samlet gæld på over 8,6 millioner kroner. Gælden til Skatteforvaltningen voksede på halvandet år fra cirka 140.000 kroner til over 2,3 millioner kroner.
Kurator Boris Frederiksen mener, at Gencay Celiks byggefirma Contec ApS har brugt Skatteforvaltningen som en “gratis kreditfacilitet” ved bevidst at undlade at afregne A-skat, AM-bidrag og moms.
Samtidig med at skattegælden eksploderede, forsvandt der kort inden konkursen knap 3,9 millioner kroner fra firmaets tyske konto i Commerzbank.
Celiks tyske konto
I kurator Boris Frederiksens redegørelse beskriver han, at det ikke har været muligt at bekræfte, at Gencay Celik faktisk havde fuldmagt over kontoen, selvom han flere gange anmodede Commerzbank om indsigt.
Men nu kan Fagbladet 3F afsløre, at Gencay Celik var manden bag den tyske bankkonto.
Fagbladet 3F har fået indsigt i flere dokumenter fra Contec ApS’ konto i Commerzbank. Her er der blandt andet en fuldmagt til bankkontoen, som er lavet i Gencay Celiks navn og med hans fødselsdag og adresse.

Derudover optræder hans navn flere steder på kontoudtog tilbage fra 2020.
De 3,9 millioner kroner, der forsvandt fra firmakontoen i Commerzbank, blev via en række overførsler sendt til det danske selskab firma GT Gulvtec ApS, som senere selv gik konkurs uden aktiver.
“Ligner skyldnersvig”
De sidste 2,6 millioner kroner blev overført få dage før konkursdekretet, hvorefter kontoen stod i nul. Ingen af transaktionerne er bogført.
– Det ligner jo skyldnersvig, men politiet skal jo kunne bevise det, siger Lars Kiertzner og tilføjer, at det “ikke er tilfældigt, at der strømmer 3,9 millioner ud af selskabet kort før lukketid.”
Den manglende bogføring har gjort det umuligt for kurator at spore pengene.
Ifølge Lars Kiertzner er en sandsynlig straf for skyldnersvig, ud over brud på bogførings- og skattelovgivningen, højst halvandet års fængsel.

Strafrabat trods gentagelse
Trods den grove gentagelse har Sø- og Handelsretten fastsat Gencay Celiks karantæne til to år – ét år mindre end kurator havde indstillet. Retten henviste til den lange sagsbehandlingstid, som byggebagmanden ikke selv var skyld i.
Gencay Celik har tidligere stået bag Estrotec ApS, Estrotec Construction A/S og Contec ApS, som alle endte i tvangsopløsning eller konkurs.
Fagbladet 3F har forsøgt at få kontakt til Gencay Celik via de telefonnumre, der er angivet under hans firmaer, men han har hverken svaret på opkald eller eller sms.