Perlegrus, granitskærver og løst underlag volder skraldemændene fra renovationsselskabet Verdis store problemer hos en række borgere på Hyrdehøj og Østre Grænsevej i Solrød Kommune.
Situationen giver også udfordringer for Solrød Kommune, der skal sikre et godt arbejdsmiljø for skraldemændene.
– I Solrød Kommune har vi ganske rigtigt problematikker i forhold til enkelte vejes underlag, som i de to nævnte eksempler er belagt med granitskærver. Selvom det lyder som en smal sag at skulle håndtere, så er det faktisk alligevel en kompleks størrelse, skriver kommunen i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.
Risikerer at komme til skade
Som Fagbladet 3F har beskrevet, vurderer Arbejdstilsynet, at skraldemændene risikerer at falde, komme ud for en ulykke eller få akutte overbelastningsskader, når de skal skubbe eller trække de op til flere hundrede kilo tunge affaldsbeholdere gennem det løse og ujævne underlag ud til skraldebilen.
Det har fået Arbejdstilsynet til at give Verdis et påbud og en frist frem til 18. november til at sikre, at skraldemændene kan udføre deres arbejde på en sikker og sundhedsmæssig forsvarlig måde.
Renovationsselskabet kan dog hverken pålægge borgere at ændre underlaget på deres matrikel, de private fællesveje eller bede dem om selv at køre deres affaldsbeholdere ud til vejen.
Har forsøgt at lave frivillige aftaler
Så nu har kommunen rettet henvendelse til borgerne og forsøgt at få dem til frivilligt at ændre vejforholdene, så de ikke volder problemer for skraldemændene.
Men det har husejerne tilsyneladende ikke ønsket.
– Det har i disse tilfælde ikke været muligt at opnå frivillige aftaler, skriver Solrød Kommune til Fagbladet 3F.
Hverken Solrød Kommunes regulativ for husholdningsaffald eller Affaldsaktørbekendtgørelsen tager stilling til underlaget på vejene.
Derfor har kommunen ikke hjemmel til at gøre noget, før Arbejdstilsynet som myndighed på arbejdsmiljøområdet har været på banen.
Men med påbuddet til Verdis kan Solrød Kommune nu skrue bissen på over for borgerne på de berørte veje. Hvis forholdene ikke er blevet bragt i orden 18. november, vil skraldemændene nemlig ikke længere hente affald.
Det vil samtidig betyde, at affaldsordningen ikke fungerer, og så kan Solrød Kommune træffe en afgørelse, hedder det i svaret til Fagbladet 3F.
Husejere skal selv betale
Borgere og grundejere skal nemlig overholde anvisningerne fra Arbejdstilsynet og de krav til adgangsveje og placering af affaldsbeholdere, som der stilles.
En af udfordringerne i Solrød Kommune er, at problemerne med perlegrus, skærver og løst underlag også er på private fællesveje, hvor grundejerne skal betale for at ændre underlaget. Hvis de da ikke selv vil trække deres affaldsbeholdere hen til en vej med et fast underlag.
– Vi har derfor orienteret borgerne på de to veje om påbuddet fra Arbejdstilsynet og meddelt dem varsel om påbud om placeringen af deres affaldsbeholdere. I varslet om påbud har vi skrevet, at de skal stille deres affaldsbeholdere frem til nærmeste vej med kørefast og skridsikkert underlag forud for tømning, skriver Solrød Kommune.
– Med dette giver vi borgerne muligheden for at forbedre deres vejforhold eller stille deres beholdere frem til en anden vej med kørefast og skridsikkert underlag, lyder det.
Fagbladet 3F har forsøgt at komme i kontakt med nogle af borgerne på de berørte veje i Solrød Kommune. Foreløbig uden held.

