Fart, afbrydelser og løsninger: Sådan klarer Marie jobbet med ADHD

Mange med ADHD vælger job, hvor de kan bruge kroppen. Hos 3F Ungdom i Vejle har fire ud af seks kvinder diagnosen.
- Mange kvinder i 3F Vejle Ungdom har ADHD.
- Klubmedlemmerne fortæller, at de oplever energiudsving, fra at føle sig "flyvende" til træthed og koncentrationsbesvær.
Måske er det tilfældigt, at så mange af de kvinder, som mødes hver anden torsdag i 3F Vejle Ungdom, har ADHD.
Men det kan også være diagnosen, der gør, at man bliver tiltrukket af fysisk aktive fag, mener 25-årige Marie Olander Madsen, som er kok og et af klubmedlemmerne.
– Jeg kan ikke svare for alle, for ADHD er forskelligt fra person til person. Men for mit eget vedkommende, vil jeg meget hellere have et job, hvor jeg er aktiv end et, hvor jeg skal sidde stille.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at der generelt er en overrepræsentation af folk, der køber receptpligtig ADHD-medicin blandt personer med kortere uddannelser end hos personer, der har taget mellemlange- og længere uddannelser.
Det trigger min hjerne på den rigtige måde, når hænderne arbejder.
Marie Olander Maden
Derudover viser tal fra Kommunernes Landsforening, at kun 37 procent af børn med ADHD består folkeskolens 9. klasses afgangseksamen.
Trives med det uventede
Marie Olander Madsen er formand for 3F PSHR Ungdom og sidder med som tilforordnet i afdelingsbestyrelsen. Under møderne bliver hun nødt til at tegne for at holde fokus.
– Hvis jeg ikke laver noget med hænderne, kan jeg lytte koncentreret i fem minutter – måske. Så forsvinder opmærksomheden. Men får jeg lov til at tegne imens, kan jeg følge med hele vejen igennem mødet, siger hun og uddyber:
– Det trigger min hjerne på den rigtige måde, når hænderne arbejder, og ørerne lytter. Det er bare sådan, det fungerer for mig.
Masser af lister
Marie Olander Madsen er i øjeblikket sygemeldt med stress. Måske er årsagen hendes ADHD, det kan hun ikke sige med sikkerhed.
Men diagnosen gør, at det kan være krævende at holde sammen på arbejdsdagen.
– Jeg laver lister – både tjeklister og klassiske to-do-lister. Uden dem bliver det hele hurtigt uoverskueligt. Har jeg til gengæld strukturen på plads, så er det som om, min hjerne tænder for et ekstra gear.
Hun trives rigtig godt i situationer, hvor noget uventet pludselig opstår, og der skal handles med det samme.
– Jeg er hurtig til at finde en løsning og bare gå i gang.
Alt eller intet med energien
Camilla Christensen, som også er kok og medlem af torsdagsklubben, fungerer på samme måde. Hvis der er en streng, der ryger i piskeriset, vil de fleste gå ud på lageret og bruge 10 minutter på at finde et nyt hoved.
Det gør hun ikke. Hun klipper strengen af og går videre med arbejdet efter højst et par minutter.
Energimæssigt er det alt eller intet for begge de to klubmedlemmer. For bedst som de føler sig flyvende, kan de pludselig falde helt ned på jorden – ramt af træthed, glemsomhed og koncentrationsbesvær.
En simpel oprydning kan for eksempel forgrene sig i alle retninger hjemme hos Marie Olander Madsen.
– Det starter godt, men hurtigt bliver jeg afledt af noget i køkkenet, noget i bryggerset, noget jeg også lige skal huske at handle ind eller tage op af fryseren.
– Til sidst har jeg været alle steder uden at blive færdig med noget af det. Det ligner Jerusalems ødelæggelse, siger Marie Olander Madsen og griner.