– Hvilke kager tør jeg mon smage?
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) smiler drilsk til kokke-elever på Hotel og Restaurantskolen i Valby i København. De har knoklet i konditorkøkkenet hele formiddagen for at byde ministeren velkommen med et overdådigt kagebord.
Bag eleverne står Katrine Foged Thomsen og smiler. Hun har hjulpet dagens elever med at perfektionere bordet.
De fleste kender hende nok som dommer i DR-programmet ”Den Store Bagedyst”, men udover det er hun også gæstelærer på Hotel-og Restaurantskolen.
Katrine Foged Thomsen er begejstret for regeringens nye udspil der skal styrke erhvervsskolerne.
– Jeg kan næsten ikke få armene ned over det her udspil, og at der kommer noget fokus på vores uddannelse, siger dommeren fra det populære DR-program.

I år skal der fordeles 260 millioner kroner ud på erhvervsskolerne. Det er en del af et udspil, som regeringen præsenterede onsdag.
En del af udspillet handler om, at faste undervisere skal gennemføre den pædagogiske efteruddannelse, og erhvervsskolerne skal i højere grad benytte sig af gæstelærere, heriblandt offentligt kendte ansigter inden for de forskellige fag. Gæstelærerne skal bidrage med deres erfaring og være med til at hæve niveauet på uddannelsen.
Regeringens udspil er en del af den styrkelse af erhvervsskolerne, der blev igangsat i efteråret 2023.
“Klar, parat, bag”
For dommeren fra Bagedysten er det netop det at kunne lære fra sig af sin viden og begejstring omkring et specifikt håndværk, som hun håber, kan smitte af hos de unge.
– Jeg har et kæmpe kald om at levere mit fag videre. For da jeg blev uddannet, sagde min læremester til mig: ”Nu har jeg givet dig det her håndværk, nu skal du give det videre”, for det er jo sådan, man lærer et håndværk. Det er ikke noget, man kan læse sig til, siger Katrine Foged Thomsen.

Katrine Foged Thomsen underviser cirka tre gange om ugen på Hotel- og Restaurantskolen i København. Hun er ansat gennem projektet Gejst, som skal sikre en øget begejstring og motivation samt et mindre frafald blandt de unge på erhvervsuddannelser.
– Jeg har bare en dagsorden om at give noget begejstring og noget stolthed omkring det her med at lære et håndværk, fordi jeg har en kæmpe stolthed omkring det, siger hun.
Det er planen, at der for fremtiden skal være flere gæsteundervisere som Katrine Foged Thomsen på erhvervsskolerne.
Jeg har et kæmpe kald om at levere mit fag videre
Katrine Foged Thomsen
Bedre undervisning skal modvirke frafald
Gæstelærere er blot en af de ting, der skal modvirke frafald på erhvervsskolerne. I dag falder fire ud af ti elever, der starter på en erhvervsuddannelse, fra. Det har Nadja Nugteren, der er kokkeelev på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, også oplevet i sin tid på skolen.
– Jeg har oplevet, at mange af dem, som ikke ved, hvad de vil, tænker, at man lige kan tage grundforløbet på kokkeuddannelsen. Det er fair nok, men det kan blive demotiverende at gå i klasse med nogen, som faktisk er ligeglade med at gå her, siger hun.
LÆS OGSÅ: Vil holde på elever med kendte gæstelærere og hårde konsekvenser for krænkelser
En anden af de elever, der talte med ministeren, var Atla Sol Storm. Hun er også kokkelev på skolen i Valby. Hun synes, at gæstelærerne gør uddannelsen mere attraktiv og giver et markant løft af undervisningen.
– Jeg synes, det er så fedt. Det er nogle rigtig dygtige lærere inde på skolen, men det er lidt begrænset, hvad de kan, fordi det er lang tid siden, at de har været ude i den faktiske branche, og det lider undervisningen nogle gange af, siger hun.

– Så derfor er det fedt at få noget undervisning fra de her meget innovative mennesker, som har en masse fedt at sige og lære os. Og det ville være svært at få den samme læring, hvis ikke der var gæstelærere.
Erfaring fra den virkelige verden
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) håber, at investeringerne i erhvervsuddannelsernes økonomi kan være med til at styrke uddannelserne og deres fremtid yderligere.
Derfor er han positivt stemt overfor brugen af de mange gæstelærere og understreger i samme omgang, at de er med på grund af deres faglige kompetencer, og ikke kun fordi de er kendte i offentligheden.
– Rygraden på en erhvervsskole er jo de fastansatte faglærere. Men det betyder noget, at lærerne ikke er nogen, som engang for 25 år siden var ude i det virkelige erhvervsliv. Men at det er nogen, som rent faktisk var derude i mandags, siger han.

