Kaos på kæmpebyggeri: Ansatte laver blokade efter lønstop

En af de største underentreprenører på byggepladsen har oplyst, at der ikke længere vil blive udbetalt løn.
- En stor gruppe murere har blokeret arbejdet på Vonsild Bakke, fordi de har fået at vide, at der ikke vil blive udbetalt løn.
- Også 14 tømrere er taget hjem, uden at de har fået løn for deres arbejde.
- I 3F i Kolding mener byggegruppeformand, at der er tale om "bevidst snyd og svindel".
- Han kritiserer samtidig bygherren for at presse prisen.
- Den kritik afviser bygherren, der påpeger, at han har presset på, for at alle underleverandører tegner overenskomst.
Der hersker kaotiske tilstande på skandalebyggeriet Vonsild Bakke i det sydlige Kolding.
En stor gruppe på omkring 20 murere ansat i firmaet Vonsild Byggeservice har iværksat det, man kalder en blokade for skyldig løn.
Det har de gjort, fordi de har fået at vide, at pengekassen er tom i det firma, de arbejder, og at deres kommende løn derfor ikke vil blive udbetalt.
Blokaden sker, for at murerne kan sikre, at de får den løn, de har til gode, og som er aftalt.
Derudover er 14 tømrere ifølge 3F’s afdeling i Kolding taget hjem, fordi de ikke har fået udbetalt løn af firmaet.
3F har desuden konstateret, at ingen medarbejdere for firmaet har fået indbetalt pension.
– Det er bevidst snyd efter min mening, siger Mikael Noer, der er byggegruppeformand i 3F Kolding.
– Det er mennesker, der er kommet hertil for at tjene penge til deres familier. Det er så kynisk, at jeg mangler ord for det, siger han.
3F: Bygherre presser prisen
Vonsild Byggeservice er en af de største underentreprenører på det omstridte millionbyggeri.
Ifølge CVR-registret har firmaet 48 ansatte.
Vonsild Byggeservice har fået flere strakspåbud af Arbejdstilsynet for farlige arbejdsforhold undervejs på projektet.
Mikael Noer retter samtidig skytset mod bygherren Anders Horsbøl fra Bennu Development.
At sikkerheden gang på gang har haltet på pladsen, er et udtryk for, at bygherren presser prisen på det store byggeprojekt, mener han.
– Vi har talt med flere virksomheder, som fortæller, at det er umuligt at tjene en mønt dernede. Der er en grund til, de bruger hjemmelavede stiger derude, for de ville arbejde sig fattige, hvis de investerede i sikkerheden, siger Mikael Noer.
Bygherre føler sig ført bag lyset
Fagbladet 3F og Jydske Vestkysten arbejder ihærdigt på at få en kommentar fra Kenneth Rossau, der ejer Vonsild Byggeservice – indtil videre uden held.
I en mailkorrespondance, som Fagbladet 3F har set, oplyser han dog, at hans selskab ikke vil være i stand til at betale den kommende løn.
Anders Horsbøl fra bygherrefirmaet Bennu Development siger, at han føler sig ført bag lyset af Vonsild Byggeservice.
Han forklarer, at bygherren er i dialog med 3F i Kolding for at finde en løsning på, hvordan de ansatte kan få deres løn.
Han er dybt uenig i 3F Koldings kritik af, at han skulle presse prisen for underleverandørerne.
– Det er totalt uberettiget. Vores priser er sammenlignelige med tilsvarende byggerier rundt omkring i landet. Og vi har om nogen sørget for, at alle vores underentreprenører skal lave overenskomst med 3F, siger han.
I det konkrete eksempel med Vonsild Byggeservice forklarer han, at bygherren øgede betalingen til Vonsild Byggeservice med 20 procent, efter at firmaet krævede, at Vonsild Byggeservice tegnede overenskomst.
