Hvis et tog eller en bus er forsinket, kan rejsende have ret til at tage taxa på trafikselskabets regning. Men en forsinket passager valgte at få sin nabo til at køre sig på arbejde og betalte selv 100 kr. for turen til naboen. Det har nu ført til en langstrakt sag om udbetaling af erstatning.
Ankenævnet for Bus, Tog og Metro bestemte i første omgang, at passageren selv kunne få udbetalt lidt over 76 kr. fra Midttrafik. Samtidig fik Midttrafik en bod på 10.000 kr., men det var de uenige i og bad om at få sagen genoptaget.
Nu har ankenævnet så afgjort, at det i stedet er naboen, som kan få udbetalt omkring 79 kroner for ulejligheden. Samtidig slipper Midttrafik for boden.
Derefter må naboen og passageren så selv finde ud af, om naboen skal aflevere de 100 kroner tilbage til passageren.
Sådan gik det galt
Som sagen viser, så kan reglerne for rejsetidsgaranti kan altså være indviklede. De er også forskellige fra selskab til selskab.
Derfor opgiver mange passagerer måske at få erstatning. Men midtjyden var overordentlig ihærdig i den aktuelle sag.
Han var ikke tilfreds med erstatningen, efter hans bus udeblev. I første omgang fik han medhold hos ankenævnet i, at han kunne få udbetalt 76,09 kr., hvis han opgav registreringsnummeret på sin nabos bil.
Men i anden omgang fik ankenævnet flere oplysninger og ændrede afgørelsen. Nu kan naboen få udbetalt 79,06 kr., hvis han udleverer sit cpr-nummer.
Bureaukratiet
Ifølge Midttrafiks regler dækker selskabet udgifter til taxakørsel eller bil for at indhente en forsinkelse. Det gælder, hvis forsinkelsen er på mindst 20 minutter.
Men et underpunkt i reglerne slår fast, at det skal være i passagerens ”egen bil”. Derved er den langvarige sag opstået.
Midttrafik har senere oplyst, at forsinkelsen også kan håndteres i en bil, som passageren har lånt, for eksempel af sin nabo. Selskabet vil kun udbetale godtgørelse til føreren for at sikre, at der kun udbetales én garanti.
Ingen kombination
Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk er kritisk over for dele af rejsetidsgarantierne. Blandt andet at der ikke gives kompensation på tværs af trafikvirksomhederne.
– Man kan for eksempel ikke få kompensation, hvis man mister et tog, fordi bussen var forsinket, fortæller projekt- og udviklingskonsulent Gitte Kjær-Westermann fra Passagerpulsen.
Hun tilføjer, at der dog findes en undtagelse for togrejser. Man kan få kompensation, hvis man bliver forsinket på en togrejse, der omfatter for eksempel både DSB og Arriva. Det gælder, hvis man køber en billet til hele rejsen.
Se hele omtalen af sagen hos ankenævnet
Sådan er reglerne
- Hvis et tog eller en bus er forsinket eller helt aflyst, kan passagerer have ret til få penge.
- Alle trafikvirksomheder har en ordning, som de kalder rejsetidsgaranti eller rejsegaranti, og som sikrer kompensation.
- Du kan få en ny billet, få penge tilbage for billetten eller måske tage en taxa eller køre i bil for trafikselskabets regning.
Så lang tids forsinkelse
- Det er forskelligt, hvor stor forsinkelsen skal være for at kunne kræve kompensation.
- Typisk er det mellem 20 og 31 minutter.
- Kompensationen kan stige, jo længere forsinkelsen er.
- På trafikvirksomhedernes hjemmesider kan du se de konkrete regler for hvert selskab.
- Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har samlet en stribe regler her
Pendlere og fly
- Pendler du, kan du hos visse trafikvirksomheder tilmelde dig en særlig rejsetidsgaranti for pendlere.
- Det er blandt andre DSB og Arriva, der har sådan en ordning.
- Du kan også få godtgørelse, hvis et fly er forsinket eller aflyst

