To gange er mejeriarbejder Annette Pedersen blevet opereret i sit højre knæ.
Det skyldes, at en menisk hos 3F’eren er blevet ødelagt i forbindelse med en knæskade, som hun har pådraget sig på jobbet hos Arlas fynske mejeri Birkum Ost.
Der er gået en slimhindesygdom i hendes knæled, synovitis, som stadig giver hævelse og smerter, mere end halvandet år efter at arbejdsulykken skete 26. oktober 2021.
– Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke kan gå. Og hvor smerterne er uudholdelige og giver mig søvnløse nætter, selvom jeg tager smertestillende, siger 38-årige Annette Pedersen.
Mejeriarbejder: Meget mærkeligt
3F’eren er alt andet end tilfreds med Arlas ledelse.
For samtidig med at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, i april 2022 anerkender hendes knæskade som en arbejdsskade, ønsker chefen for mejeriet ved Odense alle medarbejderne tillykke med, at der skulle være gået 1.000 dage uden arbejdsskader på arbejdspladsen.
Annette Pedersen synes, at fejringen var meget forkert.
– Det var meget mærkeligt. Jeg følte, at jeg ikke blev taget seriøst, at min arbejdsskade skulle fejes ind under gulvtæppet, og at ledelsen forsøgte at dække over ulykken. Jeg blev ked af det, følte mig uvelkommen og tom indeni, siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Vrid i knæet
Annette Pedersen blev 1. oktober 2008 ansat hos Birkum Ost, der er kendt for blandt andet at producere de børnepopulære Arla Lillebror Ostehaps.
3F’eren bliver i 2017 udlært som industrioperatør og arbejder fast på nathold fire dage om ugen. Hendes primære arbejdsopgave er at passe en af mejeriets mange maskiner, der tapper smelteost i bægre.
Men 26. oktober 2021 går det galt på jobbet. Annette Pedersen går fra tappemaskinen ned ad en trapperepos, vrikker om på foden og vrider om på sit højre knæ. Det gør meget ondt, og hun er tæt på at besvime, fortæller industrioperatøren.
Senere må mejeriarbejderen melde sig syg, og hun kommer først tilbage på jobbet i begyndelsen af 2022. På deltid.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Føler sig som kriminel
I begyndelsen af juni 2022 fyrer Arla Annette Pedersen med henvisning til “produktionsnedgang”.
3F’eren fortæller, at en medarbejder følger hende tæt, da industrioperatøren hurtigt skal tømme sit skab på mejeriet og gå ud til sin bil på parkeringspladsen.
– Alle mine ting blev smidt i en sort sæk. Og jeg måtte ikke en gang sige farvel til mine kollegaer, som jeg havde arbejdet sammen med i 14 år. Jeg følte, at jeg havde gjort noget kriminelt. Det var ubehageligt. Jeg ved ikke, hvorfor Arla gjorde det på den måde. Oplevelsen sidder rigtig dybt i mig og præger mig stadig, siger Annette Pedersen.
Hos 3F Odense GOPS, der hjælper hende med erstatningssagen, er man utilfreds med Arlas behandling af medlemmet:
– Det er meget ærgerligt, at Arla ikke har set sig i stand til at fastholde Annette på arbejdspladsen. Især fordi hun altid har været loyal over for Birkum Ost, og fordi det var her, at hun fik en alvorlig, funktionsnedsættende skade, siger socialrådgiver Helle Secher.
Få dage efter fyringen kommer en sundheds- og sikkerhedsmanager fra Arlas hovedsæde ved Aarhus på besøg hos mejeriet ved Odense og fejrer “1.043 dage siden sidste ulykke med fravær”.
Tilkendt godtgørelse
I december 2022 afgør AES, at Anette Pedersens varige mén som følge af arbejdsskaden er på ti procent. Og at hun skal have 95.050 kroner udbetalt i godtgørelse for knæskaden.
Men industrioperatøren har intet fået udbetalt. For Arlas forsikringsselskab, If, har anket afgørelsen.
AES har i maj 2023 meddelt parterne i sagen, at institutionen fastholder sin afgørelse. Derfor ligger sagen nu til behandling hos Ankestyrelsen.
– Det er hårdt at leve både med stærke smerter, i uvished og på sygedagpenge. Det er meget hårdere end at gå på arbejde. Jeg er meget glad for, at det endelig er lykkedes mig at blive gravid, men Arla-sagen overskygger glæden indimellem, siger Annette Pedersen, der skal føde sit og sin mands første barn her i juli.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Lillebror tæller videre
Mejerichef hos Birkum Ost Jesper Thomsen siger til Fagbladet 3F, at han ikke kan udtale sig, fordi der er tale om en “personsag”.
Flere dage efter Fagbladet 3F’s interview med mejerichefen kører tælleren videre – og viser “1.426 dage siden sidste arbejdsskade”.


