Jan Eifos kan ikke huske meget af den dag på Vejlands Allé på Amager, hvor han 27. april 2011 er på vej over gaden for at hente skraldespande for R98. Han bliver tromlet ned fra siden af en taxachauffør, der i sin egen bil er på vej hjem fra arbejde. Jan Eifos genoplives tre gange i den blinkende ambulance på vej til Rigshospitalet. Bilisten får klippet pladerne – bilens bremse virkede ikke.
I dag er hurtigheden, frækheden og de rappe replikker historie. 55-årige Jan Eifos er en anden person end dengang. Talen er stammende og glimtvis fraværende. Koncentrationsevnen og hukommelsen dårlig. Oveni er førligheden hårdt ramt. Jan Eifos er lænket til en krykke, og smerterne i venstre ben er konstante.
Efter fem år med konstant fysisk genoptræning og taletræning, er Jan Eifos fra 1. januar 2016 blevet visiteret til et fleksjob. Han kan varetage syv timers arbejde om ugen. Men tvivlen er allerede begynde at nage.
– Jeg havde håbet på at få det så godt, at jeg kunne få et fleksjob. Men nu, hvor der snart er gået et år, er jeg begyndt at tænke på, om det var det rigtige. Jeg er på Jobnet og kigger. Men det er meget svært at finde et job med så få timer. Der er få steder, jeg overhovedet kan søge. Og hvorfor skulle de vælge mig, når de kan få en, der kan klare mange flere timer? Spørger Jan Eifos.
Hvor skal grænsen gå
De Radikale og SF meldte for nyligt ud, at de er villige til at diskutere en nedre grænse for, hvornår fleksjob skal være frivilligt for borgere med meget ringe arbejdsevne. De Radikale har foreslået fem timer, men er villige til at forhandle grænsen op eller ned. Det samme er SF.
Sammen med de øvrige forligspartier er R og SF i øjeblikket ved at evaluere førtids- og fleksjobreformen. Men Venstre afviser blankt at indføre en nedre grænse:
– Vi har den holdning, at vi ikke mener, at et bestemt timeantal skal afgøre, om man skal kunne lade sig førtidspensionere. Som vi kan se af evalueringen af de mange minifleksjob, så er der mange af dem, der starter med få timers arbejde, men udvikler det til fem eller syv timer. Vi mener derfor ikke, at det er en god idé at lave en bestemt grænse, siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.
Socialdemokraterne har ikke taget endelig stilling, men hælder til at vende tomlen nedad til, at Jan Eifos og andre skal kunne vælge mellem førtidspension og fleksjob.
– Der er forskel på folk. Det kan være, at der er en på tre timer, der skal have førtidspension. Men det kan også være, at det er synd at sende en på førtidspension, hvis vi kunne have udviklet hans arbejdsevne. Jeg synes, det er svært at sætte den rigtige grænse. Er det to, fire eller syv timer? Jeg vil hellere, at borgerne får en anstændig behandling, siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen.
Stadig optimist, men…
Indtil maj i år var Jan Eifos inde og vende i en arbejdspraktik hos M. Larsen. Det var det firma, der tog over efter skraldefirmaet R98. Men der var ikke længere plads til ham, da renovationen blev udliciteret for anden gang – denne gang til Renonord.
Med en fortid i militæret og 22 år hos R98 er Jan Eifos erhvervserfaringer med andre brancher begrænsede. Og at bruge sin fysik har altid været overskriften på hans arbejdsliv. Det kan han ikke tilbyde længere.
Som ledig fleksjobber skal han som minimum igennem ét praktikforløb én gang om året. Det kan stå på helt frem til 2021, hvor fleksjobbet skal “fornyes”.
– Jeg frygter allermest, at jeg bliver sendt ud i et eller andet – og så ender det op i ingenting. At jeg får et håb, som så brister. Jeg er stadig lidt optimistisk. Men hvad hvis det her kommer til at stå på i årevis? Det er jeg begyndt at tænke meget over, siger den 55-årige 3F’er.

