I næsten et år har der været tæt på stilstand på byggeriet af det store offentlige supersygehus Nyt Hospital Bispebjerg.
Det milliarddyre byggeprojekt gik i stå, da Region Hovedstaden valgte at fyre den italienske totalentreprenør Rizzani de Eccher.
Det skete efter år med konflikter mellem regionen og italienerne.
Rizzani de Eccher endte med at gå i betalingsstandsning – men først efter, at byggeriet af det fem milliarder kroner dyre hospital var gået i stå – og flere af underentreprenørerne ikke fik betaling for deres arbejde.
Men nu har Region Hovedstaden ifølge Licitationen fundet et firma til at videreføre en stor del af arbejdet på det nye hospital.
Valget er faldet på det tyrkiske byggefirma Okyanus Grup Leep Insaat AS.
De står ifølge Licitationen foran at skrive under på en kontrakt på 235 millioner kroner med regionen om at færdiggøre facadearbejdet på Nyt Hospital Bispebjerg.
3F: Første gang
Ifølge regionen har Okyanus Grup tidligere arbejdet som underleverandør for de fyrede italienere.
Alligevel skaber det en vist bekymring hos fagforeningen 3F, at regionen har valgt at bytte italienske entreprenører ud med tyrkiske.
– Efter min viden er det første gang, at et tyrkisk firma vinder en stor offentlig byggekontrakt, siger næstformand i 3F Byggegruppen, Palle Bisgaard.
Han understreger, at han ikke kender nok til Okyanus Grup til at vide, om det er et “fornuftigt valg”.
– Men når der er tale om et udenlandsk firma, må vi nok også regne med, at en del af arbejdskraften bliver udlændinge, siger han.
Udenlandske entreprenører vinder i stigende grad indpas i den danske byggebranche, men det er alligevel et særsyn, at firmaerne kommer fra lande uden for EU.
Har tidligere haft sager om underbetaling af udlændinge
Der har tidligere været udfordringer på en række supersygehuse med underbetaling og udnyttelse af udenlandske arbejdere. Byggerierne er finansieret af milliarder af skattekroner.
Det samme er tilfældet på byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg, som for et år siden blev ramt af sager om mulig underbetaling af 40 udenlandske ansatte på supersygehuset.
Og det får Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) til at advare om, at der skal stilles klare krav til den nye entreprenør på skandalebyggeriet.
– Ligegyldigt om det er tyrkere eller italienere, så håber vi på, at deres ansatte bliver overenskomstdækkede og at firmaet melder sig ind i Dansk Industri, hvor de kan få den rette vejledning til, hvordan den danske model fungerer, siger han.
Samtidig opfordrer 3F BJMF regionen til at få styr på deres sociale klausuler i kontrakten.
– Det er fint at have krav til antallet af lærlinge, forhold, løn, og så videre. Men det vigtigste er, at man kontrollerer, at der bliver levet op til kravene – og at der er en sanktion, hvis det ikke er tilfældet, siger Rasmus Kreutzmann.
Nyt Hospital Bispebjerg skulle ifølge planen have været færdigt og klar til brug i 2024.
Men efter de mange forsinkelser og stoppet på byggeriet, forventes det nye hospital tidligst at være klar til brug i 2029.

