At en flok jyske snedkeres stædighed skal munde ud i en aftale, som sikrer danske lønmodtagere rettigheder mange år frem i tiden, er der næppe nogen, som spår tilbage i 1899.
Ikke desto mindre ender det med at blive udfaldet på Septemberforliget, som i dag – 5. september – kan fejre 125 års fødselsdag.
Septemberforliget er makronbunden i den lagkage, vi kalder velfærdsstaten, plejer historiker Lars K. Christensen at sige.
– Selvfølgelig er velfærdsstaten bygget op politisk på Christiansborg, men det er lagt ovenpå, at vi har haft et så velorganiseret arbejdsmarked. Og det begyndte med Septemberforliget, forklarer Lars K. Christensen til Fagbladet 3F.
Han er til daglig museumsinspektør og seniorforsker ved Roskilde Museer og har skrevet en bog om det navnkundige forlig.
Kræver samme løn som københavnere
Septemberforliget kaldes også arbejdsmarkedets grundlov. Og det begynder altså med en strejke blandt jyske snedkere, der kræver det samme i løn som deres københavnske kolleger.
Den dominerende fløj blandt arbejdsgiverne, der på det tidspunkt har slået sig sammen i en samlet arbejdsgiverforening, har indset, at fagforeningerne er kommet for at blive.
Omvendt vil arbejdsgiverne gerne have ro på bagsmækken. De er trætte af ”omgangsskruer”, som det hedder på det tidspunkt: Punktvise strejker fra arbejdsplads til arbejdsplads.
– Så de lader snedkerstrejken være en anledning til at trække en streg i sandet og lockouter derfor 40.000 arbejdere, fortæller Lars K. Christensen.
Bybørn fedes op på landet
Storlockouten fra 19. maj 1899 bliver så omfattende og varer så længe, at den fører til fattigdom og armod landet over, især i byerne.
– Jeg tror for eksempel slet ikke, at kampen for arbejdstiden er slut.
Lars K. Christensen
Byens børn bliver sendt på landet for at blive fedet op. Bønder sender mad ind til byerne i solidaritet. Og via indsamlinger lykkes det at samle 200 millioner i nutidskroner ind til de lockoutede arbejdere.
– Der er stor sympati for arbejderne, og den offentlige mening er, at arbejdsgiverne er en tand for stædige. Så det er faktisk en stjernerig bankdirektør, der bliver en af hovedmændene bag Septemberforliget, fordi han mente, at det var i landets bedste interesse at finde en løsning. Og det lykkes altså, siger Lars K. Christensen.
Septemberforliget 5. september 1899 bliver en milepæl i dansk arbejderhistorie. Det fastsætter arbejdsmarkedets grundlæggende spilleregler, først og fremmest arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, men også fagforeningernes ret til at strejke.
Forliget lægger kimen til den danske model med fredelige løsninger på arbejdsmarkedet gennem forhandling og gensidige aftaler, snarere end gennem lovgivning. Og så slår det ikke mindst streg under, at arbejderne har rettigheder.
Kan ikke længere dikteres
– Rettigheder til arbejderne var indtil da en tanke, man ville grine sin røv i laser af. Men Septemberforliget bliver den symbolske markering af, at tingene er forandrede for arbejdstagerne: At løn og rettigheder ikke længere er noget, der kan dikteres, men noget, man forhandler om, og man gør det kollektivt, fortæller Lars K. Christensen.
Septemberforliget kom i stand i en samfundsmæssig turbulent tid. I dag blæser der også kraftige og nye vinde over arbejdsmarkedet – blandt andet globalisering, platformsøkonomi og udflytning af arbejdspladser.
Men med det historiske forlig in mente er det også udfordringer, som fagbevægelsen kan tage fat på, siger Lars K. Christensen.
– Også da Septemberforliget kom i stand, var der store forandringer på arbejdsmarkedet. Det er jo slet ikke noget nyt. Så det handler om at gentænke opgaverne og holde fast i de idéer og idealer om solidaritet og kollektive løsninger, som blev grundlagt dengang – og så overføre dem til de nye tider, siger Lars K. Christensen.
Men historikeren understreger, at det i 125 år har vist sig at føre til resultater, når parterne på arbejdsmarkedet står sammen og forhandler. Og det bør fagbevægelsen måske i højere grad blære sig med og udnytte, mener han.
For kampen er langtfra slut:
– Jeg tror for eksempel slet ikke, at kampen for arbejdstiden er slut. Både når det gælder arbejdstid set i et livsperspektiv, men også, når det gælder, hvor meget vi skal arbejde i løbet af en uge, siger Lars K. Christensen.
Ret til arbejdsliv med mening
Hvor det i 1899 handlede om at sikre brød på bordet for fattige arbejdere, drejer det sig i dag om kvalitet i arbejdslivet for lønmodtagerne, uddyber historikeren.
– Det handler for eksempel om retten til et arbejdsliv, hvor vi ikke bliver nedslidte. Og et arbejdsliv, som man kan se en mening i, siger Lars K. Christensen.
Han peger også på retten til medbestemmelse for arbejderne.
For godt nok fastslog Septemberforliget i 1899 arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, men derfor kan arbejdstagerne godt søge medbestemmelse, pointerer Lars K. Christensen.
– Jo mere dagsordenen om grøn omstilling fylder, jo mere bliver det relevant for at diskutere, hvad der giver mening at producere, og hvad der er vigtigt at lave for arbejdstagerne. Her kunne fagbevægelsen også melde sig på banen, siger han.