Når Ida Olivia Petersen står bag disken hos bageriet Flere Fugle i disse uger, er der især ét bagværk, kunderne kommer efter: De op til 47 kroner dyre fastelavnsboller.
– Nogle gange, så kommer der et venindepar med æske ovenpå æske fra de forskellige bagere, fortæller hun grinende.
Det er nemlig blevet en trend at prøve de forskellige varianter af bagværket fra bagerne rundt omkring i byen, fortæller Ida Olivia Petersen, som er daglig bestyrer af Flere Fugle.
Jeg spiste lige en i starten, men så blev jeg også træt af dem.
Ida Olivia Petersen
Bageriet Flere Fugle, der ligger i Københavns Nordvestkvarter, er også med på bølgen.
De seneste år har den cremefyldte gærbolles popularitet nået uanede højder, hvilket har skabt lange køer foran bagerierne, og den har vundet indpas på sociale medier.
Ifølge organisationen Madkulturen har der også været en stigning i antallet af danskere, der prøver bagværket. I 2024 havde 52 procent fejret fastelavn med at spise mindst én fastelavnsbolle. Det er en stigning fra de 37 procent, der blev målt i 2017.
Stor efterspørgsel
Bageriet har lokaler i et gammelt automekanikerværksted og ligger gemt i en baggård på Rentemestervej. Her kan man, udover fastelavnsboller, også få friskbrygget kaffe og frokost.
Men spørger man Ida Olivia Petersen, er det klart fastelavnsbollerne, som mange af gæsterne kommer efter i disse dage:
– Vi begyndte først at sælge dem midt i januar, men flere af gæsterne spurgte ind til dem allerede ugen inden.

Og bageriet har sjældent mange fastelavnsboller tilbage, når dagen er omme.
– Lørdag og søndag er der kø ud til porten hele dagen, siger Ida Olivia Petersen.
Men hun spiser ikke mange fastelavnsboller selv.
– Jeg spiste lige en i starten, men så blev jeg også træt af dem, siger hun og smiler.
– Jeg tror, at mange af os ikke har spist en i over en måned. Man får ligesom nok.
En dyr bolle
Men selvom fastelavnsbollens popularitet er stigende, er der også flere rynkede næser over prisskiltet.
Og når Ida Olivia Petersen rækker os en tallerken med et aflangt kunstværk prydet med lyserød creme og solbærstøv, så er ligheden med den fastelavnsbolle, ens folkeskolelærer engang serverede på en papirserviet, da også svær at se.
Men Ida Olivia Petersen synes ikke, at det har taget overhånd.
– Det er jo en smagssag, men jeg synes personligt, det er fedt, at det udvikler sig, siger hun.
Vores bagere har også brug for en pause efter nogle lange uger
Ida Olivia Petersen
Fastelavnsbollen med pistacie koster 47 kroner hos Flere Fugle. Og hvis det lyder dyrt, så forsikrer Ida Olivia Petersen, at der også er flere gode grunde til prisen.
Hun fortæller, at det blandt andet skyldes Flere Fugles brug af økologiske og bæredygtige produkter. Der skal også flere hænder til i den travle periode.
Og så har bageriet overenskomst. Noget, som mange andre lignende steder ikke har.
Ifølge Ida Olivia Petersen vidste flere af hendes venner og bekendte heller ikke, at hendes arbejdsplads har en overenskomst. Og det ville hendes bekendte ellers ønske, der var flere, som vidste.
– Det er nogle af de ting, man godt kunne have lyst til at støtte, hvis man er klar over det, mener hun.

Søndag 2. marts stiller udklædte børn sig traditionen tro på række landet rundt for at slå katten af tønden.
Og dagen efter ryger fastelavnsbollerne af menuen, understreger Ida Olivia Petersen:
– For vores bagere har også brug for en pause efter nogle lange uger.


