Jacob og Benny rydder op efter os andre i ekstrem kulde: – Hvis jeg var født i Grønland, var jeg død

Mange af landets 3F’ere må i disse dage arbejde i hidsig kulde og blæst. Renovationsmedarbejderne Jacob og Benny stod op midt om natten tirsdag for at feje op efter mandagens håndboldfejring. Især to ting holder deres humør oppe.
- Tusindvis af fans fejrede de nye europamestre i håndbold på Rådhuspladsen i frostvejr.
- Oprydningen efter festen startede tidligt om morgenen for renovationsarbejderne Jacob, Benny og Rasmus, der mødte ind til en vild minustemperatur og kuling.
- De samlede affald manuelt, da fejemaskiner ikke kunne bruges pga. pladsens beskaffenhed. Et arbejde, hvor frostgrader kommer helt ind på kroppen.
- Benny beskriver kulden som uudholdelig og "hader vinteren", selvom han er godt pakket ind.
- Renovationsarbejderne har et stærkt sammenhold, der hjælper dem igennem kolde og tunge arbejdsdage. En anden ting, der hjælper på humøret er folk på gaden, der roser deres oprydningsarbejde - også selvom det er fulde unge i nattelivet.
- Vejrprognosen giver håb om mindre vind og dermed mindre kulde i fremtiden.
Tusindvis af fans mødte på op i frostgrader og rød-hvide farver på Rådhuspladsen mandag eftermiddag for at hylde de nye europamestre i håndbold.
Men efter enhver fest kommer også den mere besværlige del: oprydningen.
En oprydning, der startede for 3F’eren Jacob Edelfeldt-Madsen klokken 04.30 i morges.
Her mødte han på job med sine kolleger Benny Birk og Rasmus Gregersen på den store plads for at samle alt affaldet fra håndboldfesten.
– Før eller siden kommer kulden
Det var dog ikke mængden af affald, der blev deres største udfordring.
– Vinden havde faktisk taget det meste. Vi fyldte kun fire papirsække, vil jeg tro, siger Jacob Edelfeldt-Madsen, der er renovationsmedarbejder i Københavns Kommune.

Men fordi de ikke kan bruge deres fejemaskiner på pladsen, skulle alt samles op manuelt i morgenkulden, som bød på en temperatur på -4,1 grader og med vindstød på op mod 16 m/s.
I følge DMI har vi haft en koldeste januar i 16 år.
– Jeg hader vinteren
Benny Birk, 59 år
– Vi løber jo ikke rundt, så før eller siden kommer kulden ind til kroppen. Uanset hvor meget tøj, du har på, siger Jacob Edelfeldt-Madsen.

Fem lag
Hans kollega Benny Birk, der også var med til oprydningen i morges, er mildest talt udfordret de her dage.
– Jeg hader vinteren. Hvis jeg var født i Grønland, var jeg død, siger han.
Han har garderet sig med termotrøje, termovest, hættetrøje, en vinterjakke, en jakke udover og to par strømper.

– Og jeg fryser stadigvæk. Det er ekstra slemt nu, jeg kan slet ikke klare det, siger Benny Birk.
– Så selvfølgelig er det sjovere om sommeren.
Sammenholdet luner
Renovationsmedarbejderne har arbejdet sammen i mange år.
De har ryddet op efter almindelige hverdage i hovedstaden.
Men også adskillige store begivenheder som Jonas Vingegaards Tour de France-fejring, EM-feberen i 2021 og den dag på året, hvor det sviner mest: nemlig J-dag. J-dag, som er den første fredag i november, hvor Tuborg frigiver deres julebryg og en stor del af befolkningen skal ind på det lokale værtshus og smage på varerne.
Alle begivenheder, som har bragt Jacob og flokken tættere sammen.
Selvfølgelig er der nogle tunge dage, hvor man kan tænke “puha, den er ikke sjov i dag”
Jacob Edelfeldt-Madsen, 52 år
Så når de bliver spurgt ind til, hvordan de holder humøret oppe på en gennemkold dag som i dag, er de ikke i tvivl.
– Vi har et sindssygt godt kammeratskab. Det er det, der gør, at vi kommer igennem hverdagen. Selvfølgelig er der nogle tunge dage, hvor man kan tænke “puha, den er ikke sjov i dag”. Så hjælper vi hinanden og holder hinanden oppe med det gode humør, siger Jacob Edelfeldt-Madsen.
– Og så driller vi hinanden lidt, siger Benny Birk.
En tur på ladet
En anden ting, der giver et smil på læben i de sene timer, er folks reaktioner på deres oprydningsarbejde.
Ifølge Benny Birk er stort set alle borgere søde og rare mod dem.
– De kan finde på at sige: “Godt gået og hvor er det flot, det I har lavet”.
– Også alle de unge mennesker, som er fulde inde i byen. De spørger, om de må prøve at sidde på ladet eller få et lift til Rådhuspladsen. Men det må vi desværre ikke give dem.
Lige nu finder Jacob Edelfeldt-Madsen og Benny Birk også et håb i vejrprognoserne.
– Nu har vejrudsigten lovet, at vinden drosler ned på torsdag. Det betyder jo meget. Det er især vinden, der gør det koldt.
